Der er sat ekstra blus på kedlerne forud for den kommende håndboldsæson, hvor flere 1. Divisionskampe end nogensinde vil blive transmitteret LIVE.

Når der fredag aften kl. 19:30 fløjtes op til sæsonpremiere imellem TM Tønder og Odder Håndbold, tages der samtidig hul på en historisk bred LIVE-dækning af de to 1. Divisioner.

Alene i efterårssæsonen vil KanalSport.dk diske op med 45 LIVE-transmitterede kampe fra landets næstbedste håndboldrækker. Hos udbyderen af de mange kampe ser man kun grund til at skrue yderligere op for dækningen.

  • Da vi i sidste sæson forsøgte os med at vise flere håndboldkampe, viste det sig at være en stor succes, så derfor ser vi kun grund til at vise endnu flere. Der er så meget kvalitet i håndboldens 1. Divisioner, at de også fortjener langt mere opmærksomhed, end tilfældet har været tidligere, påpeger Nikolaj Hagen, Live- og Kampagne manager hos KanalSport.dk.

Blandt de mange hold, som kommer til at nyde godt af den ekstra opmærksomhed, er sidste sæsons oprykningsbejlere fra Randers HH. Igen i år går kronjyderne efter at spille med i toppen af rækken, hvilket dog kan vise sig vanskeligere, end tilfældet har været tidligere.

  • Jeg synes, det er en kraftigt forstærket 1. Division i år. Man kan bl.a. nævne Team Sydhavsøerne, Lemvig-Thyborøn, Tønder og Ringsted som nogle af de hold, der ser rigtig, rigtig stærke ud. Og lige under det ligger der også en række hold, som er rigtig dygtige. Og så synes jeg faktisk, at oprykkerne i år ser bedre ud, end vi tidligere har set, siger Randers-træner Ole Bitsch.

Klik ind på www.kanalsport.dk og se optaktsvideoer med flere af holdene forud for sæsonstarten.