Mens hele landet holder vejret og venter på statsministerens udmelding om, hvornår kulturlivet og andre samfundsfunktioner igen kan åbne, så fortsætter Godset i samarbejde med Jazz I Trekanten med at sende jazzkoncerter af meget høj kvalitet direkte fra den ellers Corona lukkede koncertbygning.

Torsdag d. 25. marts sendes der igen svingende big-band musik ud gennem murene fra den gamle godsbanegård i Kolding, som til dagligt huser byens regionale spillested. Lyd og billeder i høj kvalitet sendes via nettet til Facebook og YouTube, så entusiastiske jazzlyttere og andre kan sidde hjemme i stuen og nyde en koncert med et af Danmarks bedste rytmiske ensembler, Aarhus Jazz Orchestra. De opfører en releasekoncert af værket ”The Seasons”, som netop er udkommet som album, og nu altså også kan opleves spillet live med saxofonist og komponist Claus Waidtløw i spidsen.

Selv om det er tredje gang, der sendes en stor koncert direkte fra Godset, så er det stadig ikke rutine at gøre det. Første gang var midt i februar hvor jazzklubben Jazz6000 havde en aftale med et 22 personers stort big-band, som man for længst havde lavet kontrakt med. Klubben stod derfor over for at skulle aflyse koncerten eller flytte den til efteråret, som allerede var fyldt med andre flyttede koncerter. I stedet tilbød foreningen Jazz i Trekanten et samarbejde om at livestreame koncerten direkte til publikum via Facebook og YouTube, idet foreningen allerede havde erfaring og udstyr og alene i 2020 live-streamede mere end 25 jazzkoncerter.

”Det var lidt med rystende ben at vi tilbød big bandet ”Blood Sweat Drum + Bass” at komme til Kolding og få sendt deres koncert live ud til et stort publikum” fortæller Karsten Bech, der er leder af Jazz i Trekanten. ”Alle tidligere live-streamede koncerter var med mindre bands på op til 5 personer, og pludselig stod vi over for at få placeret 22 musikere med 2 meters corona-afstand og samtidig få billeder og lyd i topkvalitet ud til publikum. Det viste sig at vi var i gode hænder på Godset, og stedets erfarne teknikere stillede op og gjorde det muligt at lave en helt fantastisk smuk og spændende produktion.”

Martin Røen, der er daglig leder på Godset, er stolt af at det lykkedes midlertidigt at omstille Godset fra en publikumsrettet arena til et professionelt filmstudie. ”De mange musikere blev placeret rundt på hele publikums-gulvet, og på rekordtid blev der installeret nyt lys og kabler til de mere end 40 mikrofoner, der skulle opfange lyden fra orkesteret” forklarer han. ”Vi er mega glade for at byde ind med vores hus og viden til det samarbejde med Jazz I Trekanten, som gør, at vi kan tilbyde musikalske oplevelser af meget høj kvalitet i en periode, hvor vi ikke må lukke publikum ind i vores hus.”

For en uge siden sendte Godset og Jazz I Trekanten endnu en stor big-band koncert ud på nettet, denne gang med bandet ”I Think You’re Awesome” og Aarhus Jazz Orchestra, som spillede en klimasuite, der var komponeret af bassist Jens Mikkel Madsen med baggrund i hans tanker om klimakrisen og alle de følelser de vækker i folk.

Aarhus Jazz Orchestra var så begejstret for forholdene og kvaliteten af koncerten, at de straks lavede en ny aftale med Godset og Jazz I Trekanten om at sende en ny koncert på torsdag d. 25. marts.

”Vi blev super godt modtaget på Godset og samtidig følte vi os helt trygge med de mange corona-forholdsregler, der var taget, og som var lette at overholde” fortæller orkesterchef Anders Ørbæk og fortsætter: ”Vi havde planlagt en release koncert i forbindelse med et helt nyt album, som blev indspillet for et år siden, men vi havde ikke nogen oplagte stedet at holde den i Aarhus. Så vi tager gerne turen til Kolding igen, hvor vi er sikre på, at kvaliteten af sendingen af koncerten er helt i top”.

De tidligere koncerter kan ses på Jazz I Trekantens Facebook og på deres YouTube kanal, som præsenterer både lyd og billede i endnu bedre kvalitet, og her kan du også følge releasekoncerten for albummet ”The Seasons” torsdag d. 25. marts kl 20. Musikken på albummet er skrevet af saxofonist Claus Waidtløw, som i øvrigt tidligere har boet i Kolding med sin familie i en årrække, og han glæder sig til at komme tilbage og dirigere det store orkester og give alle jazzfans en stor oplevelse.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer