Corona-epidemien har vendt op og ned på hverdagen – også for bankkunderne. Meget kan heldigvis klares digitalt, men pas på skruppelløse svindlere, lyder det fra Nordea i Fredericia.

Intet er som det plejer, og det gælder også hos Nordea. En del borgere har formentlig bemærket, at døren til bankens filial Gothersgade 5 er midlertidigt lukket. Og det er endnu uklart, hvornår den åbnes igen.

-At lukke for den fysiske adgang til filialerne er et nødvendigt skridt for, at vi sammen kan mindske risikoen for smittespredning. Vi arbejder på højtryk for at passe godt på såvel kunder som medarbejdere – samtidig med, at det skal være så let som muligt for alle at klare deres pengesager, siger Christian Blittrup, der er filialdirektør hos Nordea i Fredericia.

Christian har tre konkrete budskaber, som kan være gode at være opmærksom på:

Døren er lukket, men banken er åben

Adgangen til filialen er midlertidig lukket, men det er muligt at klare langt de fleste daglige pengesager via bankens net- og mobilbank. Man kan ringe til Nordea døgnet rundt på 70 33 33 33, ligesom det naturligvis fortsat er muligt at holde onlinemøder med en rådgiver.

– Vi ved, at mange af vores kunder fortsat har behov for at tale med en rådgiver – måske endda særligt i denne tid. Det kan selvfølgelig stadig lade sig gøre. Nu blot via telefonen eller online, siger Christian.

Pengeautomaten Gothersgade og ud mod Prinsessegade er også fortsat åben.

En håndsrækning til klemte kunder

Mange privatpersoner og virksomheder mærker allerede nu konsekvenserne af corona-krisen. Derfor er Nordea klar med en ekstra håndsrækning til de kunder, der kommer økonomisk i klemme på grund af krisen, fortæller filialdirektøren:

-Det kan eksempelvis være i form af et bevilget overtræk, udskydelse af en låneydelse eller afdragsfrihed på et boliglån. Vi er allerede i god dialog med en række kunder om at finde individuelle løsninger, der kan være med til at skabe lidt ekstra luft i økonomien, siger Christian, der også har en generel opfordring til borgerne:

– I den udstrækning du har mulighed for det, så opfør dig så tæt på normalt som muligt økonomisk – naturligvis indenfor myndighedernes restriktioner. Det kan eksempelvis ske ved at støtte vores lokale butikker og håndværkere. For dem kan det gøre en kæmpe forskel i denne tid – både økonomisk og mentalt, siger Christian.

Pas på de digitale svindlere

I en svær situation som den nuværende vil der desværre også være skruppelløse kriminelle, som forsøger at udnytte mennesker – og især de ældre generationer. Det kan eksempelvis ske i form af falske webbutikker, der lokker med lidt for gode tilbud, hvis blot folk vil udlevere deres personlige oplysninger.

-Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at være ekstra opmærksomme i den kommende tid. Bevar en sund skepsis og husk, at du aldrig må udlevere dine NemID-oplysninger eller adgangskoder, lyder rådet fra Nordeas filialdirektør.

På nordea.dk kan du finde fem enkle råd til, hvordan du mindsker risikoen for at blive snydt af digitale svindlere. Siden opdateres også løbende med råd og nyheder, som er relevante i forhold til corona-smitten. Eksempelvis om udviklingen på aktiemarkedet.

Leave a Reply