Lort er ikke bare lort. Derfor sætter GIVSKUD ZOO den 27. og 28. august fokus på, hvor meget forskelligt dyrenes lort egentlig kan bruges til. Gæsterne kan blandt andet finde ud af, hvorfor parkens dyrlæge er meget interesseret i lort. Man kan også varme sine hænder over brændende kamellort, lave lortepapir, kigge på næsehornets version af Facebook og besøge kapivarens lokum.

 Hvis man køber en elefantlort til 5 kr., kan man også spille med i den skidesjove elefantlorts-petanque-konkurrence, fortæller GIVSKUD ZOOs formidler Lasse Stærdal Simonsen. Samtidig understreger han, at alle indtægter fra petanque-konkurrencen går ubeskåret til Givskud Zoo Naturfond, som støtter naturbevarelsesprojekter rundt om i verden.

Gæsterne kan desuden kigge nærmere på dyrenes lort og blive lidt klogere. I konkurrencen ”Gæt en lort” skal man gætte, hvilket dyr der har lavet hvilken lort, og er man rigtig skarp, kan man vinde en spændende lortepræmie.

– Det bliver skam også muligt at få fingrene direkte i lorten, fortæller Lasse Stærdal Simonsen med et smil. Man kan ganske gratis lave sit eget genbrugspapir af elefantlort. Papiret kan man tage med hjem og hænge op, eller man kan skrive et rigtig hjemmelavet lortebrev til en, man holder af.

Det bliver med sikkerhed skideskægt at tage i GIVSKUD ZOO den 27. – 28. august.

 

Yderligere information http://www.givskudzoo.dk/page4337.aspx?recordid4337=34

 

Program for ”Lortedage” 27. – 28. august

P1 – ved elefanterne

10.30-13.30 Elefantlorts-petanque

12.00 Børneteater “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort…”

14.00 Børneteater “Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort…”

 

P3 – Oddersalen

11-16.00 Konkurrence “Gæt en lort”

11-16.30 Lav papir af elefantlort

16.15 Udtrækning af konkurrencevindere