Dansk Folkehjælp samler ind til fattige familiers jul i Danmark flere steder i Fredericia den 3. December i forbindelse med EU-valget. Netop denne mulighed kan få stor betydning for Dansk Folkehjælp, da organisationen forventer, at antallet af ansøgere igen i år vil slå nye rekorder. Dansk Folkehjælp håber, at borgerne i Fredericia vil være med til at gøre julen bedre for udsatte  familier i lokalområdet.

Dansk Folkehjælp har brug for rigtig mange frivillige, som vil hjælpe organisationen med årets julehjælpsindsamling. Som frivillig afsætter man 3 timer eller den tid man har mulighed for ved at stå på valgstederne den 3. december. På organisationens hjemmeside finder man det valgsted som er nærmest ens bopæl og tilmelder sig. Så sender Dansk Folkehjælp dig materiale og indsamlingsbøsse samt en vejledning i, hvad du skal gøre. Alt information kan findes på: www.valgindsamling.dk  der løbende opdateres.

”Behovet for julehjælp forventes at være større end nogen sinde før. Dansk Folkehjælp har siden vi startede Julehjælpen oplevet en årlig stigning i antallet af henvendelser om julehjælp på mellem 10 – 20 procent. Så skoene er kridtet hos os og blandt vores mange frivillige i bestræbelserne på at få så mange vælgere til at bidrage til indsamlingen som muligt – og vi håber, at rigtig mange danskere vil støtte op omkring projektet”, udtaler Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.

Dem hjælper Dansk Folkehjælp

Fattige familier, for eksempel en enlig mor på overførselsindkomst med to børn, har i forvejen svært ved at få pengene til at slå til. Derfor er julen en ekstra hård tid, hvilket går ud over børnene, der ikke har noget at glæde sig til og føler sig uden for, når andre børn taler om julen. På trods af den forsigtige positive vækst i dansk økonomi, er der fortsat alt for mange fattige i Danmark. Seneste fattigdomsanalyser i Danmark viser, at hvert tiende barn i Danmark lever i relativ fattigdom. Ifølge OECD’s seneste fattigdomsanalyse, er der 300.000 fattige i Danmark, og det er netop disse mennesker Dansk Folkehjælp forsøger at hjælpe med Julehjælpen, når der samles ind på valgstederne den 3. december.