Forside Erhverv Giv din økonomi en god start på det nye år

Giv din økonomi en god start på det nye år

DEL
Lars Jensen, Sydbank

Januar er ofte lig med gode intentioner om et sundere liv i det nye år. Det gælder også for privatøkonomien, men det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Her er fire gode råd til at komme i gang.

For mange kan det virke uoverskueligt, for hvor skal man overhovedet starte? Sydbank giver her fire konkrete råd til, hvordan du økonomisk får en god start på året.

Ret forskudsopgørelsen

Selvom SKAT og forskudsopgørelse formentlig ikke står øverst på listen over spændende ting at kaste sig over, er det fornuftigt at opdatere den, hvis du vil undgå at skulle betale restskat eller at få for lidt udbetalt hver måned. Det er især vigtigt at forholde sig til forskudsopgørelsen, hvis der er sket væsentlige ændringer i din tilværelse som for eksempel jobskifte, boligkøb eller ægteskab. Med andre ord: Forskudsopgørelsen er din bedste ven, hvis du vil undgå et skattesmæk.

Få dit budget opdateret til version 2019

Du har formentlig allerede lagt et budget, men har du opdateret det for nyligt? Årsskiftet kan være en god anledning til at gøre det. Der kan være poster, der er blevet fjernet eller tilføjet, og priser, der har ændret sig.

Mange glemmer at sætte penge af hver måned til uforudsete udgifter og til udgifter, som kun skal betales en gang om året. For eksempel ferie, forsikringer og reparationer, der kan give et stort indhug i økonomien. Derfor er det en god idé at forholde sig til det allerede fra årets begyndelse og regne det med i budgettet.

Et opdateret budget giver økonomisk ro, når du ved, hvor mange penge der skal lægges til side til udgifter hver måned.

Afmeld tjenester du ikke bruger

Bruger du penge på noget, som du ikke får værdi ud af? Det gør de fleste af os formentligt. Start med at få overblik over, hvilke tjenester du betaler til. Mange af os bruger hver måned udgifter på services, vi ikke bruger. Måske er du en af mange danskere med et fitnessabonnement, du aldrig rigtig har fået brugt. Så er det måske på tide at afmelde det. Eller hvad med din tv-pakke – måske kan du nøjes med en mindre, når nu du alligevel mest ser film og serier på dine streamingtjenester?

Hvis du på et tidspunkt vil begynde i fitness igen, kan du altid tilmelde dig. Det er spild af penge at smide mellem 200-300 kroner væk hver måned. På et år bliver det til mere end 2.500 kroner, som du kan bruge på andre sjove ting. 

Gennemgå dine forsikringer

Forsikringer er ofte en stor og vigtig post i budgettet. Det er derfor vigtigt at gennemgå dem mere detaljeret for at sikre, at du er ordentligt dækket, om du mangler noget, eller om du betaler for noget, du ikke længere har brug for. Er du i tvivl – eller virker det uoverskueligt, så husk at søg hjælp. Din bankrådgiver kan være behjælpelig med at give dig et overblik over din privatøkonomi og få dig på rette kurs, så du får den bedst mulige start på året.

DEL