Forside Erhverv Gitte Nygaard ny kunderådgiver hos Spar Nord #fredericiasansigter

Gitte Nygaard ny kunderådgiver hos Spar Nord #fredericiasansigter

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Spar Nord i Fredericia har fået en ny privat kunderådgiver. Det er Gitte Nygaard som med en lang og stor erfaring er klar bag skrivebordet i banken. Fredericia AVISEN møder hende til en snak om, hvem hun er.

Gitte Nygaard er netop ansat, som privat kunderådgiver hos Spar Nord i Fredericia, hun er et af de ansigter, du vil møde i den lokale afdeling på Ryes Plads. Gitte er 58 år gammel og bor i Snoghøj, hun har ikke altid boet her, men mener selv, at man efter 25 år godt kan kalde sig fredericianer.

Gitte har altid arbejdet i branchen og har været flere steder i konkurrerende virksomheder, hendes søgen efter nye udfordringer og værdier er smeltet perfekt sammen i rammerne hos Spar Nord.

“Jeg synes, det er spændende at komme ind et sted, hvor der er stor fokus på god rådgivning. Det er der selvfølgelig alle steder, men vi er meget udadvendte. Jeg har arbejdet meget med formuerådgivning og det ser også ud til, at jeg får mulighed for det her i afdelingen med de kunder, som jeg får”, siger Gitte.

For Gitte er tillid nøgleordet, når det kommer til kunderådgivning, det at man oplever tryghed i samtalen. Hun vægter meget højt, at det er aftaler, man laver sammen, og ikke kun, hvad rådgiveren siger.

Den altoverskyggende fritidsinteresse er, at hendes mand og hende er sejlere. De har deres eget skib ude i lystbådehavnen i Sandal og har sejlet i mange år. De elsker at besøge de danske havne og øer, den længste tur har sendt dem helt til solskinsøen Bornholm. Turen kan gå til Anholt, men også sydpå til Kiel.

“Vi sejler lidt rundt omkring for at se alle de små dejlige danske øer, som mange af os ikke kommer på. Når man er vild med at sejle, så kan man ikke bo bedre end i Fredericia. Børnene er blevet så gamle, at de er gået fra borde, men de har været med og vil da også gerne en sjælden gang stadig med på tur”, siger Gitte.

Jeg prøver at presse Gitte til at nævne et yndlingssted i det danske farvand, men hun er svær at rokke med.

“Det er jo her i Fredericia, hvis man tager snævringen, Lillebælt hernede og ud mod Fænøsund. Selv vores egen Troels Kløvedal sagde, at det var et af de smukkeste steder, han kendte i verden at sejle. Så tænker jeg med hans rejser, så bliver det nok ikke smukkere. Jeg kan godt lide at vandre. Jeg tager et par uger i foråret og pakker rygsækken og tager alene af sted. Det er typisk på Caminoen, sidste år vandrede jeg fra Assisi til Rom”, siger Gitte.

Du kan møde Gitte i den lokale Spar Nord.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL