Nu starter realiseringen af Kirstine Roepfstorffs kæmpeinstallation i form af et parkeringshus i Fredericias nye kanalby. Takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet er det blevet muligt at opføre et markant ’øje’ i farvet glas som en del af værket.

I disse dage begynder den fysiske realisering af Kirstine Roepstorffs gigantiske installation HYDRA. Værket opføres i Kanalbyen i Fredericia, en helt ny bydel, der er er godt på vej til at etablere sig på det kunstneriske landkort gennem moderne kunst i arkitektur og byrum.

Kirstine Roepfstorff

Omdrejningspunktet for det seneste kunstprojekt i Kanalbyen er et 9000m2 stort parkeringshus. Her har bygherren A. Enggaard A/S, sammen med Statens Kunstfond og Kanalbyen i Fredericia P/S, inviteret den internationalt anerkendte billedkunstner Kirstine Roepfstorff til at stå for den kunstneriske bearbejdning.

”I et parkeringshus – som er et vilkår i mange byområder og nemt får status af et nødvendigt onde – giver det god mening at skabe en sanselig oplevelse. Huset skal være en stor collage, hvor lyset kan vandre ind fra alle sider. Det skal understøtte lys og liv og være et sted, der vækker sanserne og giver stof til nærvær og måske endda eftertanke” fortæller Kirstine Roepstorff, der efter en årrække i bl.a. Berlin er vendt hjem til sin barndomsegn ved Lillebælt.

Ny Carlsbergfondet finansierer mosaik-øje

Aftalen om at realisere værket blev indgået sidste år med økonomisk støtte fra Arbejdernes Landsbank og A. Enggaard A/S. Og takket være en ny donation fra Ny Carlsbergfondet kan et farverigt mosaik-øje nu også realiseres som en markant del af værket.

”Kirstine Roepstorffs vision i Fredericia understreger hendes suveræne fornemmelse for rammer, rum og funktionalitet. Hendes installation både udfordrer og understøtter og vil helt sikkert give stadig nye oplevelser for de beboere og pendlere, der komme til at bruge p-huset til daglig,” siger Christine Buhl Andersen, forkvinde i Ny Carlsbergfondet.

Udtrykket skifter i løbet af døgnet

Øjet vil skabe en sanselig effekt med spil af farver og skygger, der har forskellige udtryk hen over døgnets timer, fortæller kunstneren.

”Om eftermiddagen vil lyset falde ind gennem øjet og skabe et fint spil af farver og skygger inde i huset. Om aftenen vil lyset inde fra p-huset skinne ud gennem øjet – som det vågne øje, der passer på beboerne og bilerne om natten”, siger Kirstine Roepstorff.

Kanalbyen

Et parkeringshus med kunst i en bydel med kunst

Det nye P-hus kommer til at indeholde 300 pladser, som er øremærket til beboere og pendlere i Sønder Voldgade Kvarteret i Kanalbyen. Kvarteret rummer kontorhuset Port House, et offentligt byrum med slæbested og mole samt boligbyggerierne Bådhusene og Langebro. I sidstnævnte har kunstneren Peter Holst Henckel bidraget til udtrykket i opgangene, som blandt andet er udsmykket med seks etager høje vandplantemotiver.

Andre steder i Kanalbyen er kunstnere involveret i formgivningen af blandt andet bænke og gårdrum og næste år starter et projekt med kunst som belægning på en offentlig sti.

Lokalt tillæg: Anlægget af P-huset medfører midlertidig trafikomlægning ved Sønder Voldgade

A. Enggaard A/S er lige nu i gang med at opføre selve p-huset og forventer at kunne rejse et dæk pr. uge. I forbindelse med den store anlægsopgave har det været nødvendigt at spærre Sønder Voldgade for gennemkørsel fra den 25. maj og cirka ti uger frem. Der er i den forbindelse sat skilte op, der kan guide områdets trafikanter.

Fakta

kunst i Kanalbyen

Kanalbyen arbejder strategisk med kunst som et redskab til at skabe liv, involvering, mødesteder, identitet og sammenhænge. I samarbejde med Statens Kunstfond er der udpeget en række byggeprojekter, hvor kunsten skal tænkes tidligt ind, så den kan få optimale vilkår for at præge byggeprojekterne og oplevelsen af dem. Ideen er, at kunsten skal indarbejdes allerede i takt med, at et projekt skitseres og projekteres. Ved at integrere kunsten tidligt, kan den få langt større indflydelse på det endelige byggeri eller byrum. Det skal give de enkelte projekter identitet og styrke den samlede oplevelse af det nye byområde.

Læs mere på https://kanalbyen.dk/oplev-kanalbyen/kunst-i-kanalbyen/

Kirstine Roepstorff

Kirstine Roepstorff (f. 1972) bor og arbejder i Danmark. Hun er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Rutgers University i New York. Roepstorffs kunstneriske praksis har opnået bred anerkendelse både nationalt og internationalt og til hendes nyere store udstillingsprojekter hører den danske pavillion på kunstbiennalen i Venedig (2017), soloudstillinger på Charlottenborg i København og Trapholt i Kolding (2018) og senest Museum Haus Konstruktiv i Zürich (2019). Kirstine Roepstorff har derudover omfattende erfaring med offentlig udsmykning fra projekter på blandt andet Dokk1 i Århus, Middelfart Rådhus, Sygehus Lillebælt og Københavns Universitet. Hendes værker er repræsenteret i adskillige museumssamlinger – fra Statens Museum for Kunst i København til MoMA i New York. 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer