Når danskerne i efteråret skal til stemmeurnerne igen er der to krydser der skal sættes. Ét kryds til kommunalvalget og ét kryds til regionsrådsvalget. Det sidstnævnte drukner ofte i en valgkamp, hvor kommunalvalget fylder mest i vælgernes bevidsthed. En skam, lyder det fra medlem af Regionsrådet, Bente Gertz (A).

Når man siger Region Syddanmark tænker de fleste nok på sygehuse, hvilket også er en stor del af arbejdsområdet for de danske regioner. Men der er mange andre opgaver, som borgerne ikke altid sætter i forbindelse med regionen. Det vil Bente Gertz, medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark for Socialdemokratiet, gerne gøre op med. Der er mange vigtige indsatsområder med rod i Regionen, fortæller hun.

– Det er jo Regionen der står for alt sundheden. Det er vores primære opgave, den ligger på sundhed. Der er også hele psykiatriområdet, der selvfølgelig er en del af sundhedsområdet, men det er bare et stort område for mange mennesker, siger Bente Gertz til AVISEN og fortsætter:

– Vi ved, at cirka hver tiende kommer forbi psykiatrien på et eller andet tidspunkt i deres liv. Enten som patient eller som pårørende. Derfor er det noget, som griber meget ind i folks hverdag.

– Der er også hele præhospitalsområdet, som igen er en del af sundhedsvæsnet. Det fylder også. Det er det første man får fat i, når man bliver rigtig syg. Det får også fokus, hvis der er lidt problemer med responstiden. Det er ikke et problem i vores område, men det fylder andre steder i regionen, supplerer Bente.

Man kan sige, at vi behandler folk fra fødsel til død

Bente Gertz, medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark (A)

Sundhed er ikke det eneste, der hører under de fem danske regioners ansvarsområde. Også udviklingen af regionen kulturelt, uddannelsesmæssigt, på miljøområdet og meget andet er en del af det daglige arbejde.

– Så er der hele vores regionale udvikling. Men vi har også hele miljøområdet, der fylder rigtig rigtig meget. Måske fylder det ikke meget for de der bor i Fredericia, men for de der bor i Grindsted der skal jeg love for, at det fylder meget. Det samme nede i Sønderborg, hvor vi har de store generationsforureninger. Det er noget der berører en masse mennesker, forklarer Gertz.

Historien i Syddanmark har allerede nu kastet tre UNESCO-verdensarvstitler af sig, men flere kan være på vej. Det er også et stærkt parameter i turismeindsatsen, for Regionen.

– Vi har meget udvikling, som de fleste ikke tænker over. Nu har vi tre områder i vores region der er UNESCO-verdensarv – og får vi Lillebælt med, som nogen har foreslået, så har vi hele fire områder vi kan binde sammen i en fælles turismeindsats, siger Bente Gertz.

Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Ove Nygaard
Ove Nygaard
2 dage siden

At valget til regionsrådet bliver overset i forhold til valg til byrådet, skyldes efter min vurdring, at vi endnu ikke har oplevet regionen som noget nærværende. Hvad har Bente Gertz selv gjort for gennem den seneste valgperiode at gøre opmærksom på, hvad der sker i regionen? Personligt har jeg oplevet, at Bente Gertz nærmest “talte ned til mig”, da jeg formastede mig til at indsende et læserbrev til Fredericia Dagblad, hvor jeg efterlyste oprettelsen af et vaccinationssted i Fredericia Kommune, velvidende at det er en opgave, der påhviler region Syddanmark. Jeg tror ikke, at det var regionsrådsmedlemmets hensigt at virke arrogant, men sådan blev hendes reaktion fortolket. Måske er det også uheldigt med “dobbeltmandater”, hvor en lokalpolitiker har sæde både i et byråd og i regionsrådet. Til kommende valg den 16. november 2021 er der en V-kandidat, der søger valg begge steder. Alene af den grund afstår jeg fra at stemme på det parti, for ingen kan bestride de to pladser samtidig på tilfredsstillende vis (for vælgerne). Bente Gertz sad selv i perioden efter valget i 2013 både i byrådet i Fredericia og i regionsrådet, skylder jeg at nævne. Det var ved det valg, hvor Jacob Bjerregaard indledte sin 1. periode som borgmester.

Karen Møberg
Karen Møberg
1 dag siden

Regionerne skal ganske enkelt nedlægges, for der er intet hjælp at hente. Hver gang man henvender sig, bliver man henvist til sin hjemkommune, hvor tingene foregår uhensigtsmæssig, og ingen kan eller vil gøre noget, så det er kun en politisk status, at kunne sidde både og.