Efter en menneskealder i bankverdenen siger Gert Dupont farvel og giver stafetten videre til Tommy Kirkedal Laursen, der kommer fra en stilling som souschef, privat hos Spar Nord i Aarhus.

En lille håndfuld er på arbejde i Spar Nords lokaler på Ryes Plads mandag formiddag. Vi tager plads i mødelokalet, imens Gert Dupont fortæller, at de fleste kolleger arbejder hjemme, samt at man skiftes lidt til at være hjemme og på Ryes Plads, men det er ikke Coronatidens arbejdspladsforhold, vi skal tale om i dag, men derimod, at Gert sender stafetten videre til Privatdirektør Tommy Kirkedal Laursen. Gert går på pension.

Efter 48 år i bankverdenen er det slut – nu venter rejser, have og sport for Gert Dupont.

Gert Dupont er et kendt ansigt blandt mange fredericianere – særligt blandt de mennesker, der færdes til fodbold, håndbold eller slår til golfkuglen i Fredericia Golf Club. Efter 48 år i finansverdenen takker han af, når sommeren kommer i 2021. 

»Det er mange år. Jeg gik fra skole til handelsskole, værnepligt og så bankverdenen. Jeg er blevet 65 år, så efter 48 år, synes jeg, at der skulle ske noget nyt. Jeg traf beslutningen sidste forår,« fortæller Gert Dupont og fortsætter:

»Det har været sjovt og spændende at være med. Jeg startede som bankelev i Danske Bank, og var der i mere end 31 år, inden jeg var med til at starte Spar Nord i Fredericia op. Nu skal tiden så gå med noget andet, men det bliver ikke svært. Jeg har mange passioner. Der skal ses sport live på stadion og i hallerne, passes hus og have, og så er det klart, at jeg får mere tid til at spille golf.«

Hvordan har det været at arbejde 48 år i branchen?

»Det har været interessant og udfordrende på den positive måde. Det har været en god rejse. Det har også været vildt. Jeg har prøvet det meste fra rådgiver til chefjobs. Så jeg ser tilbage på en god tid med gode kolleger,« siger Gert.

Og når han må rejse igen, så vil han se Europa og verden, måske kørende i hans drengedrøm af en Mercedes SLK, som han investerede i sidste år.

»Men nu må vi se, hvor lang tid der går. I forhold til de spørgsmål, så har det også været skønt at være med til at bygge noget op fra grunden med Spar Nord i Fredericia. Vi er gået fra at være en ny spiller på markedet til at være en etableret bank. Det tager tid at bygge noget op, og vi er gået mange gear op. I dag har vi en god position i byen, og jeg er virkelig tilfreds med den rejse, vi har været igennem. Jeg slutter min banktid med et ønskescenarie om at gå stille og roligt, samtidig er Spar Nord i storform. Jeg tog, som sagt, beslutningen sidste forår, da Torben (Torben Ploug, Direktør hos Spar Nord Lillebælt red.) og jeg talte om fremtiden. Det var en god beslutning, nu ønsker jeg Tommy held og lykke. Han er en god mand, jeg kender ham jo fra tidligere, da han besøgte banken som formuerådgiver,« fortæller Gert Dupont. 

Tommy Kirkedal Laursen er klar til at tørne ud for Spar Nord i Fredericia.

Glad afløser

»Jeg har fået en god modtagelse i banken, og jeg kender jo også en del til Spar Nord, da jeg arbejdet 12 år i koncernen. I den forbindelse har jeg også, som Gert har nævnt, været forbi Fredericia før. Det er en spændende bank, og en by, der er inde i en positiv udvikling. Det gælder generelt hele Trekantområdet. Der er virkelig gang i mange spændende projekter. Jeg er samtidig sikker på, at vi kommer til at se mange familier flytte til området, fordi man får meget mere for pengene og man stadig er centralt placeret i landet,« fortæller Tommy Kirkedal Laursen og fortsætter:

»Det er altid interessant at starte på et nyt projekt. Jeg glæder mig til at komme i gang og møde de mange gode kunder og jeg vil naturligvis gerne fortsætte den gode udvikling, som Spar Nord er inde i, og så skal vi se om vi kan få flere kunder ind i banken – og altså grundlæggende bygge videre på det gode fundament, som Gert og kollegerne har skabt.«

Tommy Kirkedal Laursen er 39 år, gift med hustruen Line, sammen har de to drenge. Han er uddannetfinansøkonom og formuerådgiver og har fået sin uddannelse i Spor Nord. I fritten dyrker han padeltennis og spiller fodbold. 

»Gert har været med hele vejen i Spar Nord Fredericia, og giver stafetten videre på et tidspunkt, hvor der er stor succes. Det hold og den kultur, som Gert har været med til at skabe gør, at mange nye kunder tilvælger Spar Nord. Jeg ser frem til at fortsætte dette arbejde med Tommy, som bidrager med høj faglighed og en personlighed der er nede på jorden. Vi håber desuden, at verden er åbnet mere op til sommer, således at Gert kan få sagt ordentlig farvel,« slutter Direktør Torben Ploug. ■

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Erik Fisker
Erik Fisker
12 dage siden

Godt gået gamle klassekammerat og ven, specielt når beslutningen er velovervejet og du har visioner for tiden uden mødetider (golfbanen undtaget). Desuden en behagelig bank/ansatte at tale med. Glæder mig til igen at mødes fysisk til sport, og når jeg stopper også på FGC’s bane. Flot eftermæle til dig