I knap 30 år har Eva Kjer Hansen været medlem af Folketinget – og alle årene har det været med opbakning fra hjemstavnen i Kolding. Om lige knap et år skal danskerne igen til stemmeurnerne for at vælge deres lokale politikere, og her vil Eva skifte Christiansborg ud med Kolding Rådhus. Hun vil nemlig være borgmester i den by, der altid har været hendes base.

Jeg har flere gange haft lejlighed til at møde Eva Kjer Hansen og tale med hende om forskellige politiske sager, men alle gangene har det været med Folketings- eller Ministerkasketten på. Det kan være svært ikke at tale om de mange politiske beslutninger hun har været med til at træffe som Folketingsmedlem, men præmissen for dette interview skal findes cirka 230 kilometer fra Christiansborg, nemlig på Rådhuset i Kolding. Eva Kjer Hansen stiller op som Borgmester i Kolding – og det er med en tung politisk bagage og visioner for Koldings fremtid.

»Der kommer til at ske rigtig meget i det kommende år. Jeg kan mærke en stor interesse i lokalsamfundet for at finde ud af hvad der skal ske i den kommende byrådsperiode her i Kolding«, fortæller Eva Kjer Hansen.

»Jeg er glad for, at jeg i mine nu 30 år som politiker har haft min base her i Kolding Kommune. Det hjælper mig også rigtig meget i den her tid, hvor jeg udvider mine kontaktflader med endnu flere borgere og får deres syn med på hvad de synes der skal ske med Kolding i den næste periode«, fortsætter hun.

Et halbal blev indgangen til politik

Et halbal i Sønderjylland var det der i sin tid fik Eva til at bruge til på politik. Partiet hed Venstre – og det var selvom hun inden hun trådte ind ikke engang var sikker på, at det var her hendes politiske hjemsted var. Siden er hun kun blevet bekræftet i, at det var det rigtige valg for hende.

»Det hele startede til et halbal i Sønderjylland. Der var et par af mine gode kammerater der tog fat i mig, og sagde at jeg da skulle melde mig ind i Venstres Ungdom. Jeg vidste ikke meget om politisk arbejde, men jeg tænkte at det da kunne udvide min horisont – og var det ikke noget for mig, så kunne jeg jo altid melde mig ud igen«, forklarer Eva.

»Det blev så starten på et langt liv med politik«, lyder det med et grin fra Eva.

»Jeg husker en af de første aktiviteter meget tydeligt, fordi den viste mig, at det nytter noget at gå ind i politik og deltage aktivt. Det var dengang Undervisningsministere hed Bertel Harder, en mand der siden er blevet en rigtig god kollega. Han sendte en stafet rundt i landet og bad om gode idéer til at forbedre forholdene for de uddannelsessøgende«, forklarer hun og fortsætter:

»Et af de forslag vi spillede ind med var, at man skulle have lov til at tage sin SU med til andre europæiske lande. Dengang var det kun i Norden man kunne det. Vi synes, at det var oplagt t man kunne tage den med sig ud i Europa og studere. Det blev der kvitteret meget positivt på – og det endte med at blive til virkelighed. Det var for mig et helt konkret eksempel på, at man kan få indflydelse ved at deltage aktivt«.

Derfra gik det hurtigt. Eva Kjer Hansen blev opfordret til at stille op til Folketinget. Første gang, i 1985, stillede hun op i Haderslev-kredsen, men siden har det været Kolding-kredsen, herunder det der dengang var Kolding, Lunderskov og Vamdrup Kommuner.

Fællesskaber er kernen

Som beskrevet var det ikke en Eva der var selvsikker i, at Venstre var hendes ståsted. Men det er hun ikke i tvivl om – og den tvivl der måtte være, den forsvandt hurtigt.

»Jeg tænkte fra start, at jeg ville give det en chance og se om det passede til mit værdisæt. Det viste sig hurtigt, at det gjorde det. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg hører til i Venstre. Jeg er båret af en interesse for at skabe fællesskaber mellem mennesker, fællesskaber med respekt for værdier og holdninger, respekt for hinanden og med en plads til at leve det liv man gerne vil«, forklarer Eva Kjer Hansen.

»Det er sådan et samfund jeg er vokset op med. Et samfund hvor der er plads til at være den man er, et samfund der tager sig af de mennesker der er udfordrede. Jeg er vokset op med, at man gjorde hvad man kunne for at fremme fællesskabet. Det er det jeg altid har arbejdet ud fra«, slår hun fast.

Netop fællesskaber er noget mange fremhæver som værende en central del af politik. Ikke nødvendigvis kun at skabe gode fællesskaber i samfundet, men også det store fællesskab der er ved at være en del af en politisk organisation. »Man bliver en del af et hold«, fortæller Eva.

»Det at gå ind i politik giver et fællesskab, hvor man kæmper for at fremme det man tror på. Jeg har det i virkeligheden sådan, at det ikke er afgørende for mig hvad der får en til at være aktiv i et fællesskab; politik, sport eller andet. Det afgørende er, at man gør en aktiv indsats for at bidrage til samfundet. Man skal være en del af, at tage ansvar for de relationer vi har til hinanden«, siger Eva Kjer Hansen.

Når man har været folkevalgt i næsten 30 år – og så tilmed i den samme kreds, så vidner det om en opbakning i hjemstavnen. Det er den opbakning der har givet Eva mod på at blive ved med at kæmpe de politiske sager – og den opbakning der gør, at hun nu gerne vil lægge sit fokus i Kolding Byråd.

»Jeg føler mig enormt privilegeret over, at vælgerne gang på gang har givet mig genvalg ved at stemme mig i Folketinget. De har givet mig et mandat til at fortsætte mit politiske arbejde. Det er så givende når man kan lave om på ting og skabe bedre forhold for nogen der er udfordret i tilværelsen«, forklarer Eva og fortsætter:

»Jeg har altid arbejdet ud fra et ønske om, at vi træffer beslutninger på så oplyst et grundlag som muligt. Da jeg var Socialminister skulle vi lave en ny hjemløsestrategi, men inden det arbejde kunne laves skulle vi have styr på hvor mange mennesker det egentlig drejede sig om. Derfor lavede vi den første tælling nogensinde. Det siger nok meget om min arbejdsform, jeg vil gerne have fremlagt den konkrete udfordring og omfanget af den«.

»Jeg er af den overbevisning, at beslutninger bliver bedre med et ordentligt beslutningsgrundlag«, slår Eva Kjer Hansen fast.

Der er stort potentiale for udvikling

Eva stiller op og går efter borgmesterposten – og håber selvsagt på, at der er opbakning til at hun kan efterfølge Jørn Pedersen, der ikke genopstiller ved det næste valg. Med sig ind til valgkampen og det efterfølgende arbejde har Eva en række visioner for Kolding Kommune.

»Der er helt klart et potentiale i Kolding Kommune. Der foregår så meget i Kolding, som vi kan bygge videre på. Kolding er Danmarks syvende største by, der er så mange muligheder for at præge tingene endnu mere fra Koldings side. Det vil jeg rigtig gerne sætte mig i spidsen for at udvikle på«, fortæller Eva.

»Men inden det kan ske, så har det nuværende byråd nogle store beslutninger der skal træffes. Det drejer som blandt andet om havnen, om Marina City-projektet og en række trafikale løsninger, hvor vi lige nu venter på at Transportministeren kommer op i gear«, fortsætter hun.

Nogle af de strategier der skal sætte Kolding yderligere på landkortet handler, ifølge Eva, blandt andet om en bosætningsstrategi og grønne løsninger.

»Dertil kommer så det vigtige arbejde med bosætning. Det handler om byggegrunde og forskellige boligformer. Både i byen, men også i centerbyerne Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld – og selvfølgelig også i de mindre landsbyer. Kan man tiltrække arbejdskraft og børnefamilier får man både flere skatteydere der kan være med til at finansiere velfærd og samtidig tiltrækker man virksomheder«, forklarer Eva Kjer Hansen.

»Jeg synes også, at vi i Kolding skal have skærpet profilen på den grønne omstilling. Der er mange virksomheder, der allerede leverer grønne løsninger. Det er ikke kun til Danmark, men til hele verden. Eksempelvis ligger en af verdens ti bedste virksomheder i brintproduktion her i Kolding«, slår Eva fast.

Hvis Eva Kjer Hansen får vælgernes opbakning og skal være den næste borgmester i Kolding Kommune, så bliver det med et stort fokus på at inddrage borgere, virksomheder og foreninger i det daglige arbejde.

»Jeg synes det er så vigtigt, at man får involveret borgerne og får inddraget de mange kompetencer der er i lokalsamfundet. Det er vigtigt, for på den måde sørger man for, at beslutningsgrundlaget er godt. Vi kan kun blive klogere ved at inddrage andre aktører og borgerne, for deres syn på hvad der er det rigtige at gøre er vigtig«, siger Eva.

»Jeg håber, at Koldings borgere vil sige, at det er blevet taget med på råd – og at der har været en proces med borgerinddragelse. Det kan godt være, at man ikke er enig i det endelig resultat, men så længe man havde muligheden for at blive hørt«, fortsætter hun.

Inden der næste år er kommunalvalg i Danmark, så er det med en ny adresse for Eva Kjer Hansen. Hun skifter sin lejlighed ud med et hus, hvor hele juleferien skal gå med at flytte og indrette det nye hjem. Et hjem der måske skal være basen for den næste borgmester i Kolding.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer