For to år siden måtte man under en coronanedlukning markerer en af de væsentligste begivenheder i Danmarks historie, som også er synlig i Fredericia. I 1920 blev Sønderjylland igen en del af Danmark og de dansksindede sønderjyder blev genforenet med resten af landet. Det skete efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig i 1918, hvor sejrherrerne besluttede, at befolkningerne i de områder, som Tyskland havde erobret gennem det seneste halve århundrede, selv skulle have mulighed for at bestemme deres nationale tilhørsforhold. For danskernes vedkommende drejede dette område sig om Slesvig, dvs. hele det område syd for grænsen ved Kongeåen, som Danmark tabte i 1864.

Denne markante historiske begivenhed satte sig også spor i Fredericia. Nogle fredericianere blev direkte berørt af Genforeningen, hvis de var født i Slesvig. Det gav dem nemlig lov til at deltage i afstemningerne i den første zone den 10. februar og i den anden zone den 14. marts 1920. Andre blev indirekte berørt af Genforeningen på grund af Fredericias centrale placering på jernbanenettet. Den gav travlhed på banegården og i banegårdsrestauranten i dagene op til afstemningerne, hvor de mange stemmeberettigede bosat i hele Kongeriget skulle rejse til afstemningszonerne. Særtog på særtog skulle til Sønderjylland, og de stoppede i Fredericia.

Fredericianerne fulgte nysgerrigt nyhederne fra afstemningerne, og glæden var stor ved den markante overvægt af danske stemmer optalt efter afstemningen i den første zone den 10. februar 1920. Fredericianerne fulgte også spændte med, da kong Christian den 10. red over den nye grænse ved Christiansfeld den 10. juli efterfulgt af folkefesten på Dybbøl dagen efter.

I 1996 blev monumentet for Genforeningen flyttet til Øster Vold. Foto: Museerne i Frederica

For de, der ikke kunne være med til festligholdelserne i Sønderjylland, blev den 9. juli udråbt som en national festdag. Også i Fredericia blev der holdt fest, og den 9. juli 1920 blev borgerne vækket med musik gennem gaderne. Flagene blev hejst overalt i byen, og byens mange monumenter blev smykket på det festligste. Militærparader gik gennem byen, og kirkeklokkerne ringede til festgudstjenester i byens og omegnens kirker, der i dagens anledning var pyntet med faner, flag, blomster og bøgegrene. Om aftenen blev der afholdt fællessang og koncert ved Landsoldaten.

I Fredericia by og opland ses der i dag stadig spor efter Genforeningen. Syv forskellige steder er der minder eller monumenter efter Genforeningen. Den mest markante står ved Østerstrand. Allerede i slutningen af 1919 blev der nedsat en komité med det formål at rejse et monument – det vil jo så faktisk sige inden det lå klart, at der ville komme en Genforening!

Komitéen indrykkede store annoncer i de lokale aviser med opfordringer til deres medborgere om at yde en skærv efter den enkeltes formåen for at støtte mindesmærket: ”Genforeningsdagen nærmer sig, den Dag, vi alle med saa stor Glæde imødeser, og hvis historiske Betydning ikke kan sættes for højt. En Lettelsens og Befrielsens Stemning bølger gennem hele Folket ved Tanken om det Danmarkskort, hvor alt dansk igen er vort. Det danske Folk har skænket vor By en Række Mindesmærker at værne om og bevare. Mindesmærker, der i Sten og Malm taler deres tavse, manende Sprog om, hvilken Indsats Danmark har gjort for at bevare det Sønderjylland, der fra Arilds Tid har været et Led af Danmarks Rige. Genforeningsdagen bør derfor, efter vor Mening, netop her i Mindernes og Mindesmærkernes By have sit synlige Tegn, til Vidne for kommende Slægter, og undertegnede Komité er i den Anledning traadt sammen for at skaffe Midler til Rejsning af en Mindesten paa Fredericia Vold.”

Banegårdsrestauranten i Fredericia har dækket op til kaffebord. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Komitéen havde allerede indgået en aftale med arkitekten Gundlach-Petersen, der vederlagsfrit leverede tegninger til monumentet, ligesom komitéen havde fået tilladelse til opstilling af monumentet på den fredede Fredericia Vold af Nationalmuseet.

Placeringen af monumentet blev bestemt til Prinsessens Bastion. Den 3. december 1920 deltog ca. 500 mennesker i afsløringen af den tre meter høje granitsten med to fremspringende mørke felter med en lys sten imellem. Granitstenen blev stillet på en sokkel på lidt højere og rundede hjørnesten.

Her stod monumentet frem til 1996, hvor det på grund af retableringen af Prinsessens Bastion med den oprindelige bestykning af kanoner fra 1849 blev flyttet til dets nuværende placering på Øster Vold.