Klokken 7.56 gik portene igen op til genbrugspladsen på Bundgårdsvej i Fredericia efter at have været lukket grundet coronavirussen. Godt 15 biler holdt i kø, og Politihjemmeværnet var sat ind for at dirigere trafikken. Det forløb stille og roligt.

Til skinnende sol, morgenfrost og lyden af fuglesang, motorvej og bilradioer blev genbrugspladsen på Bundgårdsvej i Fredericia genåbnet i dag. 15 biler i køen, heraf flere med trailers holdt klar til at køre ind. I dagens anledning var det et morgenfrisk hjemmeværnspoliti, der var klar til at hjælpe medarbejderne på genbrugspladsen med at sikre gode trafikforhold. 10 blev lukket ind ad gangen. En af dem var Bjarne Jakobsen, der holdt først i køen.

Bjarne Jakobsen er efter startproblemer, kommet i gang med at læsse af. (Foto: Fredericia AVISEN)

“Jeg er virkelig glad for, at pladsen er åbnet igen. Jeg skal ud med tre læs i dag. Jeg var her kl.7.30, og nu skal jeg bare køre nogle omgange. Det bliver godt,” fortæller Bjarne Jakobsen til Fredericia AVISEN lige inden portene blev åbnet. Desværre var Bjarnes bil løbet tør for strøm, men med hjælp fra Politihjemmeværnet og medarbejdere fik han gang i sin bil igen.

“Det var da træls. Så holder man der først i køen, og så går man i stå, men heldigvis fik vi gang i bilen igen, så nu er det bare i gang.”

Og så gik det ellers løs.

I dag er Bundgårdsvej genåbnet – men med den vigtige tilføjelse, at det ikke gælder haveaffald. Haveaffaldet skal køres til deponiet på Vejlbyvej. Imens Fredericia AVISEN var på Bundgårdsvej var der kun en borger, der ikke havde hørt dette budskab, men han blev af Hjemmeværnet sendt pænt mod Vejlbyvej. Miljø- og Teknikudvalgsformand, Christian Bro, kunne også tilføje i går, at kommunens genbrugsindsamling hos private også kører.

Fredericia AVISEN talte også med flere medarbejdere på pladsen, og de kunne fortælle, at det var lidt mærkeligt. “Det er ikke nemt for nogen mennesker. Det er en svær tid, men nu er vi genåbnet, og det er fint. Vi lukker 10 ind ad gangen, så er der god afstand,” fortalte en medarbejder, der skulle videre for at dirigere trafikken ved porten.

De seneste ugers gode vejr har helt sikkert fået mange i haverne og i gang med renoveringsprojekter, hvorfor affaldsmængderne har hobet sig op, derfor var det ekstra godt, at genbrug åbnede i dag mente flere af de morgenfriske.

“Det er skidt, hvis det hober sig op, særligt når man begynder at høre og se historier om mennesker, der smider deres skrald i naturen eller ved offentlige skraldespande,” sagde Bjarne Jakobsen.

Klokken 08.15 var flere biler kommet til – og det må nok forventes, at presset vil stige i løbet af dagen, så vi skal hermed give opfordringen videre til at: Vær tålmodig, hold afstand – og kan du vente med at køre til genbrug, så vent.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer