Den 31. marts genåbnede genbrugspladserne til glæde for borgerne i det danske land. Smilene var også store i Fredericia, da to pladser genåbnede. Fredericianerne er imidlertidig verdensmestre i genbrug, hvilket har givet trængsler, og for Udvalgsformand Christian Bro lyder der en stor ros til medarbejderne og borgere for at være dygtige og forstående i den svære tid. Samtidig fortæller han nu, at man blandt andet udvider åbningstiderne, så de genåbnede genbrugspladserne først lukker kl.21.00.

På selve genåbningsdagen var Politihjemmeværnet tilkaldt for at styre trafikken. Alt forløb stille og roligt, men så kom weekenden, og hvor mange havde regnet med, at de fleste havde tømt deres opbevarede affald i løbet af ugen, så skete det modsatte. Presset steg for alvor på genbrugspladsen på Bundgårdsvej i Erritsø. Det var man forberedt på, og som situationen er i Danmark, har der ikke været meget at gøre, men nu udvider Fredericia Kommune åbningstiderne til fra 8.00 – 21.00, samtidig med, at der sættes en ekstra papcontainer op på Bundgårdsvej og åbnes for jord, tegl og beton på Vejlbyvej.

Miljø- og Teknikudvalgsformand. Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

“Først og fremmest har jeg virkelig stor ros til vores medarbejdere, de gør et fantastisk stykke arbejde i disse tider. Der har været en enorm tilstrømning på genbrugspladsen i Erritsø og deponiet på Vejlbyvej med en række spidsbelastningstidspunkter fra 10.00 og nogle timer om eftermiddagen. Vi vil derfor opfordre til, at man vælger andre tidspunkter, hvor der er mere plads. Dertil kommer, at vi udvider antallet af biler fra 10 til 15 på pladsen,” fortæller Miljø- og Teknikudvalgsformand Christian Bro til Fredericia AVISEN.

“Vi ved godt, at der vil være spidsbelastningstidspunkter, det bliver svært at ændre, og vi kan ikke åbne op på Industrivej, fordi mange faktorer spiller ind i disse dage. For det første oplever vi pt., at virkelig mange fredericianere har fået ryddet godt op i denne coronatid, hvilket betyder, at vi får virkelig meget genbrug. Det køres til vores genbrugscenter på Industrivej, og normalt ville vi sende det videre til udlandet, hvor det genanvendes, men det kan vi ikke, da grænserne er lukket, hvorfor vi har inddraget genbrugspladsen på Industrivej til lagerplads,” lyder det fra Christian Bro, der uddyber:

“Derover ville der kun kunne være tre-fire biler på pladsen ad gangen, da vi skal overholde retningslinjerne og sikre sikkerheden for vores medarbejdere. Jeg kan positivt fortælle, at fredericianerne har leveret store mængder af genbrugelige effekter, eksempelvis møbler, som vi normalt kunne sælge i vores genbrugsbutik, men den er lukket. Vi har lejet lagerplads hos en lokal virksomhed på Nordre Kobbelvej for at kunne opbevare møblerne. Det havde været nemmere at knuse møblerne og sende dem til forbrændingen, men det ville være usportsligt, når vi arbejder efter gode og bæredygtige politikker.”

Det er ikke kun en ekstra papcontainer på Bundgårdsvej, der er blandt løsningerne. Man kan nu også aflevere jord, beton og tegl på Vejlbyvej, hvor man hidtil har skullet aflevere haveaffald.

“På den måde håber vi, at de fredericianere, der læsser traileren med bygge- og haveaffald får det lidt nemmere, og hermed kan vi reducere antallet af trailere i køen på Bundgårdsvej,” siger Christian Bro og slutter:

“Det er virkelig en særlig tid. Det kan vi også mærke, og som jeg sagde i indledningen, så er fredericianerne verdensmestre i genbrug og til at genanvende, og med de mange restriktioner og anbefalinger, synes jeg, at alle gør det godt. Jeg ser også, når jeg er rundt i byen, at folk er gode til at sætte genbrug ud til vores genbrugsbiler, men også det tager tid, for der må jo kun sidde en mand i lastbilen. Vores medarbejdere yder en kæmpe indsats, og når der er kø på Bundgårdsvej, så hører man også historier fra biler og pladsen om, at genbrugsfolket tager det med godt humør, ja jeg har sågar hørt, at særligt herrerne opfatter det som en lille pause i denne tid. Men alle kan være sikre på, at både politisk og hos vores medarbejdere i kommunen, så knokler alle for at hjælpe og gøre det så godt for alle som muligt ud fra de regler, der udstikkes.”

Fakta

Fredericia Kommune har fortaget følgende tilpasninger på kommunens genbrugspladser:

·        Åbningstiden i påsken udvides 8:00 til 21:00 alle dage på både Vejlbyvej og Bundgårdsvej.

·        Antallet af biler, der kan være på pladsen af gangen, øges fra 10 til 15 biler. Årsagen er, at Fredericianerne har været gode til at holde afstand og derfor vurderes det forsvarligt at øge antallet til 15 biler.

Leave a Reply