Fremover skal du sortere og pakke noget af dit affald til genbrugspladsen på en anderledes måde. Fra mandag den 9. maj skal farvet og klar plastfolie i hver sin container. Det samme gør sig gældende for hård plast, der deles i store typer og små typer hård plast. Kabler og ledninger skulle før i jern og metal, men denne type affald har også fået sin egen container.

Men hvad skal al den sortering egentlig til for?

Opdeling betyder bedre genanvendelse

Når du eksempelvis kommer klar folie i én container og farvet i en anden, bidrager du til mere og bedre genbrug. Klar folie kan nemlig blive til klar folie igen, men det kan ikke lade sig gøre, hvis det er blandet med farvet folie. Når du sorterer lidt mere, så nytter det:

”Hvis vi bliver ved med at blande alt folie sammen, bidrager vi til, at der skal udvindes nyt olie for at lave klar folie. Når vi genanvender 1 kg plast, sparer vi ikke kun 2 kg olie. Vi sparer også den energi, der skulle have brugt til at forvandle olien til plast, fortæller Henrik Skaarup Nielsen, formand for genbrugspladserne i Kolding Kommune.

Opdeling betaler sig

Sorteringen af affald er samtidig godt for økonomien på renovationsområdet.

”Vi ved godt, at det kan virke omsonst, at vi nu beder borgerne om at dele affaldet yderligere op. Men indholdet i en fyldt container med kabler/ledninger er faktisk fem gange så meget værd i kroner og ører som en container med blandet jern og metal” fortsætter Henrik Skaarup Nielsen.

Derfor: Sorter lidt mere, så mindsker du de miljømæssige og økonomiske omkostninger forbundet med affaldshåndtering.

Fakta:

  • Plast folie/blød plast blev før blandet sammen, nu skal du aflevere klar folie og farvet folie, hver for sig.
  • Hård plast blev før blandet sammen, nu skal du aflevere store typer hård plast og mindre typer hård plast hver for sig.
  • Kabler og ledninger kom før i jern og metal, nu skal du aflevere kabler og ledninger som en selvstændig type affald