Genåbningen af Den Gamle Lillebæltsbro blev markeret med løb

Broløbet. Snoghøj 2019. Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN.

Lørdag den 5.oktober løb Bro Genåbningsløbet af stablen, da to års renovering af Den Gamle Lillebæltsbro langt om længe var kommet til sin afslutning og åbnede igen for trafik fredag den 13. september.

Den oprindelige plan var egentligt, at broen skulle være lukket et år, men forskellige uventede omstændigheder gjorde det nødvendigt at lukke den to år i træk.

Broløbet. Snoghøj 2019. Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN.

Glæden på begge sider af bæltet er ikke til at tage fejl af og midt i denne eufori over, at trafikken atter flyder frit over Den Gamle Lillebæltsbro besluttede man sig naturligvis for at lukke broen igen, denne gang dog kun nogle få timer, så de godt 6000 deltagere af Broåbningsløbet, inklusive transportminister Benny Engelbrecht (A), kunne løbe sig en tur henover broen og tilbage igen. Der var både 10 km løb, 4,2 km børneløb og en 6,5 km lang rute, man kunne spadsere i stedet for at løbe.

Broløbet. Snoghøj 2019. Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN.

Børneløbet startede klokken 10.00 og klokken 11.00 startede Bro Genåbningsløbet.

Ved knudepunktet i Snoghøj på Lyngsvej og Lyngsoddevej, var der inden løberne skulle komme forbi blevet spærret grundigt af, hjemmeværnet stod som altid klar med frivillige, der gjorde deres bedste for, at det hele skulle foregå gnidningsløst. Dette var dog gået en del lokale beboeres næse forbi, for der kom en del biler både fra sideveje og fra Vesterballevej, der ikke lige vidste, at der var ufremkommeligt. Arrangørerne havde dog gjort, hvad de kunne for at informere lokalt, idet de havde lagt sedler i samtlige postkasser på de berørte veje med alle detaljer om løbet og lukning af veje i ugen op til løbsugen.

Broløbet. Snoghøj 2019. Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN.

Som på bestilling begyndte det at regne og blæse, just præcis som løbet blev sat i gang. Det blev til en kold og våd omgang for de hurtigste, hvilket man godt kunne se på de glade, men allerede forpinte ansigter ved vendepunktet, hvor jeg havde positioneret mig selv for at tage fotos.

Løberne startede ved Brovejen i Middelfart, turen gik herfra over Den Gamle Lillebæltsbro mod Jyllandssiden, videre af Kolding Landevej og en tur rundt ved Gl.Færgevej, Lyngsvej og op af Lyngsoddesvej, ved Fregatvænget skulle der vendes og samme rute skulle så løbes den anden vej.

Broløbet. Snoghøj 2019. Foto: Frank Jensen, Fredericia AVISEN.

Solen vente heldigvis tilbage midtvejs i løbet, til glæde for de mindre ambitiøse løbere, der i en slags trav havde fundet sig til rette bagerst i det store felt.

Løbet blev afviklet i god ro og orden, deltagerene var glade, og alle aldersklasser deltog.

https://kanalbyen.dk/