Fredericia Skakforening og Urbania Streetfood i samarbejde. Efter et års Corona nedlukning rykker skakken udendørs i gården ved Street food de næste søndage

Skakspillerne rykkede i går søndag udendørs ved Tøjhuset og Street food i Gothersgade. Den seneste lempelse af Corona restriktionerne fik skakklubben i Fredericia til at tænke kreativt. Normalt har man til huse på I.P. Schmidts gård, som  er et ældre aktivitetscenter. Og her havde oplukningen lange udsigter. Derfor tog klubbens formand Claus Marcussen kontakt til Brian Løkkegaard fra Urbania, med forslag om, at gårdrummet ved Urbania kunne fungere som udendørs skaklokale i de kommende uger.

Brian fra Urbania var med det samme med på ideen fra skakklubben og rammerne blev generøst stillet til rådighed. Brian siger: ”Det er virkelig et godt initiativ fra skakklubbens side. Vi er meget åbne overfor forskellige typer og brætspil – og her er et initiativ, som vi faktisk kan føre ud i livet NU selvom vi stadig er delvist nedlukket som restaurant og mødested”.

Claus Marcussen, formand for skakforeningen er lige så begejstret som Urbania: ”Vi har været henvist til at spille online skak. Det er da også fint nok, men med mulighed for at spille skak ved Urbania, kan vi også mødes – under sikre rammer – få spillet skak og vise spillet frem – og så lige slutte dagen af med at tage et måltid mad fra en boderne med hjem til familien” – udtaler Claus Marcussen.

Søndag den 7. marts var premieren på ”Skak ved Urbania” eller ”Gambit i Gothersgade”. De næste søndage vil skakspillere og nysgerrige kunne kigge forbi fra kl. 14-17. Der må p.t. maksimalt være 25 personer samlet – skakklubben sørger for at antallet overholdes. Der sprittes af og spilles med afstand. Ved dårligere vejr slås parasollerne ud. Der kan hentes kaffe og varme drikke i Urbania. Skakklubben opfordrer særligt nybegyndere til at kigge forbi og få en snak om, hvordan man kan blive dygtigere til skak.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer