Gymnastikforeningen 94, G94, har 25-års jubilæum, og har i den forbindelse inviteret alle medlemmer og deres familie til et brag af en fødselsdagsfest, lørdag, den 5. oktober fra kl. 14.00-16.00 i Kirstinebjerghallen på Havepladsvej 175 i Fredericia.

Susanne Eilersen(O) viceborgmester og formand for bl.a. Fredericia kommunes sundheds-, senior og handicapudvalg kigger forbi og holder tale. Foreningens formænd gennem tiden – og foreningens nuværende formand Gitte Bendixen vil også tage ordet på dagen.

Foto: G94

Foreningen byder på kaffe, kage samt aktiviteter i hallen for små som store.

”Vi glæder os til at byde alle velkommen til vores jubilæumsfest den 5. oktober kl. 14.00, og det slutter ikke der, da vi vil markere jubilæet løbende gennem hele sæsonen, og fejring slutter først, når vi når til vores jubilæumsopvisning i marts 2020”, siger Jan Nielsen, næstformand og instruktør i Gymnastikforeningen G94.

Foto: G94

G94 er Fredericias mest alsidige gymnastikforening. Foreningen har hold for både små som store – men der er også plads til udfordrede børn og unge. G94 er med helt fremme, når det gælder nyeste trend inden for gymnastik, bevægelse og motion – og værdsætter også den traditionelle gymnastik

Foreningen har udover alle de forskellige hold også flere sociale arrangementer i løbet af året, som f.eks. gymnastiklejre, -opvisninger, udflugter og så er G 94 aktive i byens Feriesjov. Foreningen tror på fællesskabet – og alt det, der følger med et stærkt fællesskab som venskaber, tillid, selvtillid og selvværd, hvorfor foreningen også er i den lykkelige situation at have mere end 80 frivillige instruktører i alle aldre.

Foto: G94

Fakta om foreningen
Gymnastikforeningen 94, G94, er en forening, der har fokus på bevægelse for børn og voksne – og dermed også mental sundhed og fællesskaber på tværs af fx alder og kultur. G94 er med til at give børn og unge mennesker en god start på et aktivt liv, hvor både foreningslivet og omsorgen for hinanden betyder noget. G94 favner folk i alle aldre – og har tilbud lige fra spring, fitness, hit fit dance, yoga, cirkeltræning, pilates, jumping fitness til walk-fit – og deltager også i miljø- og sundhedsarrangementer. En levende forening med plads til alle.

www.handelsbanken.dk/fredericia