Det er ikke færre end fire cykelløb, der skal afvikles i løbet af søndagen, når starten går søndag morgen til det fynske elite- og motionscykelløb ’Fyen Rundt’. Tre af cykelløbene er for motionister, mens det fjerde løb er et eliteløb. Fyns Politi vil i samarbejde med Hjemmeværnskompagni Middelfart og Dansk Idræts Forbunds trafikofficials hjælpe med at sikre, at de fire cykelløb bliver en god oplevelse for både deltagerne, tilskuerne og trafikanterne.

Følg med på Twitter
-Det bliver en dag, hvor trafikanterne på de fynske veje kan risikere ventetid eller kødannelse i forbindelse med afviklingen af cykelløbet. Derfor opfordres de til så vidt muligt at orientere sig om ruten og give plads til, at feltet kan passere – og så i øvrigt rette sig efter politiets anvisninger, siger politikommissær Mie Brøchner fra Fyns Politi. Fyns Politi vil løbende informere på Twitter om trafiksituationen i forbindelse med eliteløbet.

-Jeg vil gerne opfordre til, at alle viser hensyn til hinanden og er lidt ekstra tålmodige, hvis der skulle opstå kø, når de omkring 2.000 cykelryttere skal ud på ruterne, siger Mie Brøchner.

Motionsløb efter færdselsreglerne
For de tre motionsløb gælder det, at der ikke vil være lukket af for trafik fra det øvrige vejnet.

-Nej, det er der ikke, og det betyder, at deltagerne er forpligtede til at overholde de gældende færdselsregler – også selv om det handler om at komme hurtigt frem. Når det er sagt, så vil der jo være  rigtig mange cykler på vejene, og derfor må jeg på det kraftigste opfordre bilisterne til at være meget opmærksomme, siger Mie Brøchner.

Eliteløb vil berøre trafikken
Anderledes ser det ud for eliteløbet, hvor deltagerne skal ud på en 180 km lang rute. Starten går fra Odense kl. 11:30. Her vil der være lukket for den øvrige trafik, så cykelrytterne kan den fuld pedal. Ude på ruten vil politiet lukke for trafikken efterhånden, som feltet kommer frem. Så snart feltet har passeret, vil der bliver åbnet for trafikken igen.
Skulle der befinde sig biler på ruten, når cykelrytterne nærmer sig, vil de blive bedt om at holde stille i vejsiden, indtil feltet er kørt forbi.

Politiets motorcykler på arbejde
-Man kan sige, det kommer til at foregå efter et ’springe-buk princip’. Vi vil have vores motorcykelpatruljer spredt, så der hele tiden vil være nogen foran feltet, sammen med feltet og umiddelbart bag ved feltet. Så snart feltet er videre, vil de bagerste motorcykler kører op foran – klar til at lukke af for trafikken og sikre de næste kilometer vej er ryddet for andre trafikanter, siger politikommissær Mie Brøchner fra Fyns Politi.

Eliteløbet slutter i Odense med en rundstrækning på 8,5 km, som gennemkøres tre gange.

Arrangørerne forventer, at rytterne i elitefeltet er i mål omkring kl. 16:40.

Eliteløbets rute
Elitefeltet bliver sendt af sted fra Højstrupvej i Odense. Derefter er ruten:

Elmelund, Brændekilde, Fangel, Lindeskov, Dømmestrup, Nr. Lyndelse, Freltofte, Gestelev, Ringe, Fjellerup, Gislev, Ny Stenderup, Vester Hæsinge, Jordløse, Haarby, Gummerup, Glamsbjerg, Krengerup Gods, Frøbjerg, Tommerup St., Skalbjerg, Vissenbjerg, Morud, Odense

Læs mere om cykelløbet ’Fyen Rundt’ og se ruterne, starttider mv. for alle fire løb på www.fyenrundt.dk