Forside Fredericia FT-kandidat møder rektor til en snak om besparelser

FT-kandidat møder rektor til en snak om besparelser

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

I lørdags blev han valgt som Folketingskandidat, og denne fredag var han på besøg på Fredericia Gymnasium. Her mødtes han med Rektor Poul Erik Madsen til en snak om omprioriteringsbidraget, der koster Fredericia Gymnasium millioner.

Omprioriteringsbidraget. Det er et af de mest brugte ord i dansk politik, og så er det et ord der dækker over en række forskellige udregninger. Jens Jonatan Steen, Folketingskandidat for Socialdemokratiet, lagde denne fredag vejen forbi Fredericia Gymnasium, hvor han sammen med Rektor Poul Erik Madsen fin syn for sagn omkring omprioriteringsbidraget og dets konsekvenser.

“31,5 millioner er det beløb, som regeringens omprioriteringsbidrag koster Fredericia Gymnasium over en periode på bare 5 år. Det er penge som skulle have styrket og udviklet gymnasiet for at sikre at endnu flere unge i Fredericia får en uddannelse,” siger Jens Jonatan Steen til Fredericia AVISEN.

Omprioriteringsbidraget på 31,5 millioner kroner er noget, som Rektor Poul Erik Madsen begræder.

“Der er ingen tvivl om, at vi er nået så langt, at det indebærer kvalitetsfald. Vi kommer automatisk til at reducere lærernes tid til undervisning. Vi er en skole, som fra 2016-22 har et fald på 18 %. I starten gør det ikke den store forskel, men det kommer det til,” siger Poul Erik til Fredericia AVISEN og fortæller om, hvad han håber at få ud af mødet med Jens Jonatan Steen:

“Jeg håber at klæde Jens Jonatan så godt som muligt på til, hvad det betyder i praksis for os,” udtaler Poul Erik.

Jens Jonatan Steen: Væk med besparelser

“Massive nedskæringer er den direkte konsekvens ved omprioriteringsbidraget, der betyder at ungdommen og uddannelser hvert år skal levere to procent af deres finansiering til Lars Løkkes politiske projekter. Grønthøsterbesparelserne har svækket alle landets uddannelser fra universiteter, erhvervsskoler, SOSU-skoler, VUC’er og gymnasier. Det har gjort det sværere at levere uddannelse af høj kvalitet til hele landet, det har kostet underviserstillinger og det har skabt utryghed på uddannelsesinstitutionerne,” siger Jens Jonatan Steen og fortsætter:

“For at gøre ondt værre, så rammer besparelser klart hårdest udenfor landets store byer. De mindre uddannelsesinstitutioner med mindre opland og færre klasser er markant med udfordret af regeringens grønthøster. Nedskæringer rammer således skævt og gør ekstra ondt i provinsen”.

“Det bliver et afgørende valgkampstema at få lagt omprioriteringsbidraget i graven. Det er tåbeligt at spare så meget på vores fælles fremtid – uddannelsesbesparelserne hører til fortiden og ikke fremtiden. Det er den helt forkerte kurs for Danmark. Væk med de to procentsbesparelser,” slutter Jens Jonatan Steen.

Annonce