Først i januar kunne man på Fredericia AVISEN læse, at en gruppe borgere i Erritsø var meget utilfredse med en verserende dispensationssag i By- og Planudvalget. Det medførte et overrendt borgermøde – og efterfølgende stof til eftertanke hos politikerne. Nu er man klar med et nyt forslag, der netop er godkendt i By- og Planudvalget. Det vækker vrede og frustration hos Carsten Gerdes Sørensen, der har været forgangsmand for beboerne i området.

“Jeg håber lidt, at man kan få et svar på, hvordan man kan lave en kovending, hvor man med 5 lejligheder mindre kan mene det passer i området. Jeg tænker helt klart, at de har gjort os til grin hele vejen igennem. Alt det de havde lagt op til med et samarbejde og dialog omkring projektet og trafikken, det har vi overhovedet ikke været inde i billedet på. Eller jo, men vi er bare ikke blevet hørt. Borgmesteren sagde eller noget andet. Vi har siden først i marts forsøgt at få et møde med borgmesteren, så satte Coronaen ind – og vi havde forståelse. Vi har bare stadig ikke hørt fra ham, selvom vi har rykket ham”, fortæller Carsten Gerdes Sørensen.

“Nu kan vi så meddele, at trusler ikke er noget vi bruger. Men vi kan love dem, at vi anker sagen. Om ikke andet håber vi på, at der kommer andre øjne på. Vi ved ikke helt hvad de ting indebærer, men det finder vi nok ud af. Man beder os komme i dialog, men det området ønsker er ikke det byggeri og de etager. Men kan man så ikke bare sælge grunden tilbage? Så kan man lave parcelhusgrunde”, fortsætter han.

“Vi er klar over, at der er en lokalplan, men manden har haft 13 år uden at gøre noget. Der er udlæg i skat for over en million. Normalt siger man, at man kan ikke have gæld til det offentlige når man arbejder med dem. Når man har fortalt det til politikerne, så siger de bare at det ikke har noget med sagen at gøre”, forklarer Carsten.

“Det har aldrig været trafikken der er det største problem. Vi skal se det som en samlet enhed. Der kommer flere biler til og flere mennesker til. Der kommer kun mere til i forhold til DLG. Vi har også sat spørgsmålstegn ved det trafikale, blandt andet målingen. Målingen siger at der kører 90 lastbiler i snit ned af Mosegaardsvej eller ind på IBC. Det skal man ikke tælle mange gange for, at vide at det ikke er tilfældet. Jeg siger ikke at de lyver, jeg siger bare at tallene ikke stemmer”, slår han fast.

“Vi skrev en mail til hele byrådet. Men kun ganske få har svaret. Susanne Eilersen har svaret, at hun har bedt borgmesteren om, at hele byrådet bliver sat ind i sagen. Men vi har intet hørt. Vi sendte en mail i aftes igen for at gøre dem opmærksomme på det her. Men vi hører intet. Hvis man ser på hvad vi har fremsendt, så var der i 2006-7 også et ønske om at høre området herude. Her blev sagt, at man ikke ønsker at der skal bygges mere end to etager. Der valgte byrådet at gå op til fire – og den hænger vi stadig på. Hvorfor skal vi så nu give dispensation til flere beboere – som Steen Wrist sagde var for stort til området?”, lyder det spørgende fra en tydeligt frustreret Carsten Gerdes Sørensen.

“Hvorfor spørger man os om man vil i dialog, hvor vi laver forarbejde, som så sket ikke bliver hørt? Jeg må sige, at skuffelsen er så stor, at den opfordring der var med at starte en beboerforening op, der har jeg det sådan, at når vi alligevel ikke har noget demokrati i Fredericia når der sidder en mand i spidsen, hvad fanden skal vi så med en beboerforening? Så bliver vi jo aldrig hørt”, fortsætter han.

“Igen skal det ikke være sådan, at det er skuffelse og frustration, men vi vil jo gerne have noget lavet. Vi må jo også håbe og tro på, at trafikken kan afvikle sig. Men jeg ved ikke hvordan de vil ændre det hvis det viser sig ikke at være godt nok”, lyder det fra Carsten.

“Så vil jeg også godt sige, at vi ikke føler byrådsmedlemmerne er pålidelige. De laver en lokalplan, som man ikke ønsker at følge. Små afvigelser kan accepteres, men ikke så store ændringer. Er lokalplanen udformet forkert, så skal man lave en ny. Men det er ikke første gang. Der var også en sag på havnen med antal af etager. Vi har spurgt flere af politikerne, men også forvaltningen, hvad definitionen på en væsentlig ændring er. Det svar har vi aldrig fået. Måske kan Jacob Bjerregaard svare på det? Vi synes der er så mange ændringer, at der i princippet skal en helt ny til”, siger han og fortsætter:

“Jeg vil sige at målet med en klage er, at der skal en ny lokalplan til. Vi synes selv idéen om at udstykke til parcelhuse er en god idé. Når de alligevel er igang kunne de tage kommunens boliger på Mosegaardsvej 7 solgt væk, så det også kunne blive pænt. Det er endnu et eksempel på når man ikke aner, at de ejer Mosegaardsvej 7, uanset om det er politikere eller forvaltning vi taler med”.

“Nu har vi kigget en del i aktindsigt i forhold til Sparsø er vi faldet over, at han ikke har efterlevet krav og påbud fra kommunen gennem årene. Han har søgt en masse udsættelser. Nu er der gået tretten år med det, hvordan kan vi være sikre på at noget kommer i gang? Nu er der jo lige kommet en ny krise ind i billedet. Men stadig hæfter vi os ved det udlæg der er derovre, det betyder at han skylder det offentlige penge”, lyder det undrende fra Carsten Gerdes Sørensen.

“Vi går ind i et stadie vi skal til at sætte os ind i. Det er ligesom alt andet vi har skullet sætte os ind i de sidste mange måneder for at kunne føre en dialog med kommunen. Jeg ved faktisk ikke hvordan vi gør eller kommer videre, men det er helt sikkert, at vi fortsat vil bruge en masse timer på at følge den her sag til dørs”, siger han afslutningsvist.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer