Fredericia Jazzklub inviterer til årets sidste frokostjazz på lørdag den 30 december fra kl. 12 i Tøjhuset. Og det bliver med ingen ringere end Blå Mandag Jazzband, som går på scenen for at spille på årets næstsidste dag i 2017.

Blå Mandag Jazzband er et traditionelt dixieland jazzband, som har spillet sammen i 31 år. ”Sommersolen skinner” er en melodi, der er kendt af de fleste – og det er det livsbekræftende centrum i bandets musikalske univers.

Bandets varemærke er, at de med humør og smittende livsglæde ønsker at formidle den gode, gamle ”træskojazz” til deres publikum.

Det er vigtigt for Blå Mandag Jazzband, at deres optræden fremkalder glæde og smil, og det hænder også, at man får sig et godt grin. Alt dette samtidig med, at bandet leverer flot New Orleans jazz og dixieland-jazz indpakket i lækre arrangementer og krydret med en af de flotteste sangstemmer, man kan drømme om, når Lisa Bentzen lægger stemme til spændende og iørefaldende jazz-evergreens.

Jazzklubben lover, at det bliver et humørfyldt jazzsamvær med Blå Mandag Jazzband, som ydmygt udtaler: ”Vi er ikke bedre en de bedste”.

Besætningen består af Erik Lund Hansen på trompet, Henning Friis på trækbasun, Jørgen Christensen på klarinet, sax og sang, Jan ”Gasser” Eirup på klaver, Ernst Scheufens på banjo og sang, Kåre Sigvertsen på bas og sang, Hugo Scheel på trommer samt Lisa M. Bentzen på sang.

Spillestedet og caféen vil være festligt pyntet, og mon ikke alle skal synge med på Vera Lynns uforglemmelige ”We’ll Meet Again”.

Og selvfølge vil der kunne købes velskænket fadøl og velsmurte håndmadder.

Fredericia Jazzklub siger tak for 2017, som for klubben har været et helt specielt år, hvor Pakhuset blev udskiftet ud med Tøjhuset. Det har været en god oplevelse, og klubben kan fornemme, at medlemmerne er af samme opfattelse.