Forside Kultur Frivillige læsevenner støtter op om børns læsning

Frivillige læsevenner støtter op om børns læsning

DEL

På Fredericia Bibliotek kan børn med læseproblemer få deres helt egen læseven, der læser sammen med dem inde på biblioteket og gerne vil give deres store læseglæde videre.

Nogle børn kommer skævt i gang med at læse og har svært ved at finde motivationen til læsning i fritiden – andre stopper helt med at læse alt for tidligt. Hvis du kender et barn, der kæmper med læsningen og har brug for støtte til at få læst i fritiden, så har Fredericia Bibliotek et korps af læseglade frivillige, der rigtig gerne vil give læsebegejstringen videre.

“Vi har fra starten oplevet interesse for projektet og har nu et rigtig godt team af frivillige – både pensionister og studerende – som rigtig gerne vil støtte op om børns læsning og give deres egen læseglæde videre. Derfor håber vi på flere tilmeldinger fra de børn, der har brug for den støtte en læseven kan give” udtaler projektmedarbejder Mette Stougaard Thomsen.

De to første ”læsevennepar” startede op i slutningen af august med stor succes, og der er frivillige nok til mange flere. Møderne med læsevennen finder sted på biblioteket udenfor skoletid og man aftaler selv faste tidspunkter med sin personlige læseven. Læsevenner er for børn mellem 9 og 13 år.

“Voksne rollemodeller er helt afgørende for, hvorvidt man bliver “en læser” eller ej. Læsevennerne kan fungere som rollemodeller for børn, der er udfordrede på deres læsning og vise dem, at læsning ikke kun har med skole og pligt at gøre, men at det også kan være sjovt og eventyrligt” udtaler Mette Stougaard Thomsen.

Mangler dit barn en læseven? Så kontakt Mette Stougaard Thomsen på mette.thomsen2@fredericia.dk eller 22940457.

https://www.fcfredericia.dk/
DEL