Musisk har Christiansfeld Festival været en bragende succes. I fem dage har nogle af verdens allerstørste stjerner besøgt den lille by med den store historie, og såvel arrangører som publikum har stået i kø for at lovprise afviklingen af festivalen.

Og kigger man under overfladen, ser man hvorfor. 25 frivillige hjælpere har hver især bidraget til at styre Christiansfeld Festival sikkert i havn. Opgaverne har været så forskellige som at forberede koncerter, stå for forplejning og vække sygdomsplagede artister, der har sovet for længe og har været i fare for at misse et fly.

”Jeg har især været imponeret over deres effektivitet og positive udstråling, når det hele er gået lidt stærkt til koncerterne,” siger Leder af Christiansfeld Centret, Annemette Løkke Berg.

Selvstændige problemknusere

Festivalkoordinator Linette Rask har skullet holde tungen lige i munden, når de mange arbejdsopgaver har skullet fordeles rundt på de 25 sæt hænder. Hun lægger særlig vægt på de mange frivilliges gejst og selvstændighed.

”Vi er dybt taknemmelige for deres store gåpåmod. Det har været en kæmpe hjælp, at de alle sammen har været så omstillingsparate og professionelle, og der har ikke været et eneste problem, som vi ikke i fællesskab har fået løst,” siger hun.

Som et led i koncertafviklingen blev de frivillige spurgt, om de ville hjælpe med at overrække takkegaver til kunstnerne, hvilket betød at de skulle op på scenen foran verdensstjernerne og flere 100’er mennesker i publikum. Det gjorde de uden at kny, og det, mener Linette Rask, er et godt eksempel på, deres positive tilgang til pludselige udfordringer.

(Foto: Kolding Kommune )
(Foto: Kolding Kommune )

Det siger de frivillige

Jørgen Henneke, pensionist og frivillig chauffør:

”Jeg er meget begejstret over alle de opgaver, jeg har fået lov at arbejde med på festivalen. Det har givet mig så meget at være en del af. Min kone siger, at hun har haft svært ved at kende mig, når jeg er kommet sent hjem efter at have været chauffør for kunstnerne. Hun siger, at jeg er helt ungdommelig igen. Men sådan føler jeg mig også.

Det har været en af de bedste oplevelser længe at være en del af Christiansfeld Festival. Det er rart igen at føle, at man gør nytte, og at jeg kan få lov at løse opgaverne på min egen måde.”

 

Annemarie og Heinz Schneider, forplejningspersonale:

”Der var mange opgaver, men vi har hygget os med det, og så har vi fundet ud af, at vi arbejder rigtig godt sammen. Det var virkelig sjovt at være med på holdet. Det kunne vi nemt lokkes til at gøre igen.”

 

Lone Moselund Vilstrup, koncertafvikler:

”Det var utrolig spændende at få lov til at opleve en festival backstage at se de mange koncerter. Jeg har lært nye ting om mig selv og mødt en masse dejlige mennesker, og så har jeg fået lov at løse sjove og til tider skøre opgaver.”

(Foto: Kolding Kommune )
(Foto: Kolding Kommune )