Frisør Helle Oxholm er startet som selvstændig under samme tag som veninde

Frisør Helle Oxholm (tv) og frisør Pia Lux (th). Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Frisør Helle Oxholm startede d. 4. oktober som selvstændig hos Frisør Pia Lux, og det er ikke nogen tilfældighed. Helle og Pia er tidligere kollegaer, og nu er de genforenet under samme tag.

38-årig Helle Oxholm startede pr. 4. oktober som selvstændig inde i Pia Lux’ salon i Randalcenteret. Igennem længere tid havde Helle overvejet situationen, og nu har hun valgt at tage springet.

“For 13 år siden arbejdede jeg sammen med Pia i en salon, og har derfor kendt Pia i mange år. Da Pia flyttede herud i juni hilste jeg på hende, og så spurgte hun, om jeg ville starte her,” siger Helle og fortsætter:

“Det fik mig til at tænke over tingene. Jeg legede med tanken hele sommeren og så slog jeg til, og brugte den efterfølgende periode på at komme på plads med de praktiske ting.”

Selvom Helle og Pia nu er under samme tag, så er det ikke samme virksomhed, men flere af tingene er de fælles om.

“Jeg har mit eget varelager og regnskaber, så på den måde kører jeg min egen butik. Vi har fælles Facebook-side og samme bookingsystem,” siger Helle.

Helle har ikke tidligere været selvstændig, men nu føler hun, at tiden er den rette til at prøve det.

“Det giver noget helt andet. Jeg synes, at forberedelserne op til har været spændende, og i butikken er man sin egen herre og bestemmer selv. Det kan jeg godt lide,” siger hun.

Alle frisører har et speciale, som de gerne vil være kendt for, og naturligvis har Helle også sådan et.

“Jeg kan rigtig godt lide at klippe og farve,” siger Helle og fortæller, at hun er mest til det klassiske og naturlige.

Hvordan er du blevet taget imod?

“Det har været rigtig godt. Jeg fik en god modtagelse i fredags, og Pia og Vibeke (Pias ansatte frisør, red.) har taget godt imod mig, så jeg føler mig godt tilpas her,” forklarer Helle og kommer ind på hendes fremtidsplaner:

“Jeg håber, at jeg skal være her i mange år og får lov til at udvikle mig her,” siger Helle, der blev udlært frisør hos Salon Mae West i 2002.

Når den ikke står på jobbet som frisør, så har Helle flere ting, der interesserer hende.

“Jeg er rigtig glad for at løbe, og får også gjort det en del. Derudover har jeg mine børn, som der går meget tid med,” slutter hun.

http://bit.ly/lolalecture