Jeg blev kontaktet af Maja Sølyst, som er Sfo leder på Fredericia Friskole. Hun havde fået ideen til at pynte den bybus, som kører ruten fra banegården og forbi Friskolen. Efter at have taget kontakt til Sydtrafik, lykkedes det at sætte en aftale i stand med Søren Schmidt, så linie 1 holder klar foran Friskolen, da jeg kommer kl. 09.30.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Klasse efter klasse fra indskolingen til tredje klassetrin, kommer på skift og hænger pynt op. De mindste starter. Der er lavet masser af julepynt og der bliver omhyggeligt hængt hjerter, træer og andet farvestrålende pynt op. “Vi har skrevet Fredericia Friskole mange steder, så der kommer også lidt reklame ud at køre”, siger Maja, “men ellers er det da sjovt, at mange af ungerne selv kører med bussen”, fortsætter hun.

Jeg prøver at fange stemningen i børnenes ansigter, jeg kan mærke, at de synes det er hyggeligt at pynte bussen. Da det er 2. klasses tur finder en lille gruppe sammen på bagsædet, først skråler de den gamle klassiker om at chaufføren ikke kan køre bus, derefter bryder de ud i en hyggelig julesang.

Humøret er i top og bussen bliver pyntet efter alle kunstens regler, hvis det her bliver en tradition, så kommer jeg gerne igen næste år.

Bus nr 1, klar til afgang mod juleland.