Bredstrup-Pjedsted Beboerforening kan i år fejre 50 års jubilæum og indbyder derfor alle til foredrag om Fremtidens Danmark i forbindelse med deres årlige generalforsamling den 3. marts kl. 18.30 i Pjedsted Kultur- og Forsamlingshus.

Beboerforeningen byder på aftensmad kl. 18.00 og herefter er der foredrag med fremtidsforsker Carsten Beck kl. 18.30. Samfundet forandrer sig i disse år hurtigere end nogensinde før. Ikke kun har vi gennemlevet en epidemi, men også digitaliseringen, bosætningsmønstrene, værdierne og holdningerne ændrer sig.

Hvis man skal lykkes med fremtiden, er det vigtigt at have et indtryk af hvor samfundet bevæger sig hen. Der er ingen, der kan spå – men derfor er det alligevel vigtigt at have en samtale om, hvilke tendenser som kan spille ind på Bredstrup-Pjedsteds fremtid.

Hvad siger fremtidsforskeren om lokalsamfundenes fremtid?

Carsten Beck er ansat på Instituttet for Fremtidsforskning og vil i sit foredrag give Instituttets bud på hvordan Danmark kunne tænkes at udvikle sig frem mod 2035. Hvad betyder den teknologiske udvikling? Hvordan ser fremtidens fællesskaber ud? Hvad skal danskernes hjem og lokalområde ”kunne” i 2035? Og hvordan ser danskerne i det hele taget ud i 2035?

Efter foredraget afholdes Beboerforeningens generalforsamling med dagsorden ifølge vedtægterne.