FC Fredericia skal søndag på langfart, men det er ikke nødvendigvis en ulempe, når man tager et dyk ned i statistikkerne. Modstanderen er Nykøbing FC, og det er et hold, som fredericianerne traditionelt har et fint tag på, når kampen spilles på Nykøbing Falster Idrætspark.

Et kig på tabeloversigten over præstationer på udebane i sæsonen indtager FC Fredericia førstepladsen, dog med en kamp mere end Viborg, som er to point efter i udebanetabellen.

FC Fredericia har spillet seks udekampe, og det har kastet 14 point af sig. Kun mod Skive og Viborg er det blevet til pointtab, da de opgør endte uafgjort efter FC Fredericia ellers havde været i front.

Et af problemerne for FC Fredericia set over hele sæsonen har været den defensive organisation, men kigger man på udebane er der kun lukket 1,16 mål ind i snit pr. udebanekamp. Til gengæld viser de 12 mål, som FC Fredericia har scoret, at skarpheden også er i top foran mål på udebane.

På udebane i sæsonen har FC Fredericia hidtil mødt HB Køge, Vejle, Viborg, FC Roskilde, Skive og Kolding. Med andre ord har det bestemt ikke været nemme modstandere for Jonas Dals mandskab. Vejle, Viborg og Kolding ligger alle placeret omkring FC Fredericia i toppen af tabellen, og det gør præstationerne på udebane ekstra flotte.

Uanset modstanderen tilpasser FC Fredericia sig ikke. Dal går ikke kompromis med spillestilen, og det har han bestemt heller ikke nogen grund til, når man kigger i tabellen og på hvordan FC Fredericia præsterer uagtet om modstanderen er Hvidovre hjemme på Monjasa Park eller Vejle i et lokalopgør i Nørreskoven.

Bulletinerne går på, at Nykøbings hjemmebane ikke er særlig velplejet, og den skulle eftersigende være i samme forfatning som Kolding Stadion, og det kan derfor ende med at blive noget rod, men netop i Kolding viste FC Fredericia, at holdet kunne holde en stram organisation hele kampen og slå til på velspillede angreb, når chancen bød sig.

Samme kynisme skal vises frem igen i Nykøbing, da man ikke kan forvente at kunne spille velpoleret fodbold på noget, der måske minder mere om en mark end en fodboldbane.

Med en god træningsuge, hvor formen er blevet plejet, og der er trænet konstellationer uden karantæneramte Christian Ege og Jacob Buus, er der god grobund for at tro, at FC Fredericia igen leverer en god præstation på fremmed græs søndag, når turen går til Nykøbing.

https://www.facebook.com/menyfredericia/