Her er historien om Frejas første skridt i Staterne, og om hvordan det er for en 17 årig at flytte til et nyt land. Freja går på high school i Snohomish i staten Washington, hun er vores unge rapporter i USA. 

Første skridt i Staterne

Da jeg ankom til USA og kom ud af flyveren efter en cirka 12 timers flyvetur, var der forskellige anvisninger der skulle følges. Dem uden VISA, som skulle være på ferie (det vil sige 3 måneder eller mindre) skulle den ene vej og resten skulle en anden. Derefter skulle der ventes i kø igen. Da jeg til sidst når til det punkt hvor jeg skal igennem security og vise mit pas, kigger damen bag skænken en smule mærkeligt på mig og kalder på en vagt. Jeg bliver sat ind i et rum med nogle få andre, og efter et kvarters tid kommer en vagt, der guider mig ind i et rum, hvor han gennemsøger mine sager. Jeg kan huske at jeg sad og tænkte: “Hvis jeg ikke var så Sørens træt, ville jeg nok være en smule skræmt lige nu.” Heldigvis var det en rar og venlig vagt. Efter at have tjekket alle mine ting og talt med min tante og onkel, var der ingen problemer.

Endelig sad jeg i i bilen på vej hjem til min tante og onkel. Dødtræt af den lange rejse, men stadig spændt og nysgerrig på alt det nye. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede ud af vinduet, mens jeg lyttede med et halvt øre til, hvad min tante fortalte, og så en helt ny verden vise sig for øjnene af mig. I USA har de store lastbiler, som for eksempel kører rundt med kæmpe træstammer så det ligner, de lige er ved at falde ned i hovedet på en, når man kører bag dem. De kører alle sammen rundt i store drengede trucks, gerne med bøf hjul på. Washington stat minder faktisk meget om Skandinavien, mest Sverige efter min mening, men da min tante Sus (Sussemor) skulle flytte fra Californien, valgte hun Washington, fordi det mindede hende om Danmark. Husene er for det meste lavet at træ, og stort set alle har en lille sød have, der hører med til. Hvis du bor inde i storbyerne, som for eksempel Seattle, bor folk i klodser af cement og i kanonhøje højhuse.

staterneEfter en 45 minutters køretur var vi fremme, og jeg blev mødt af et hus fyldt med Amerikanere fra Arizona. Min tante havde sin datter og hendes familie på besøg, så huset var fyldt med masser af snakken og rappen, plus børnelarm. Alligevel var det en dejlig varm velkomst, jeg fik af hele familien. Solen skinnede, grillen var tændt og lige fra begyndelsen fik jeg testet mit engelsk. Det gik ikke helt dårligt, men min danske accent skinnede tydeligt igennem.

Klokken syv om aftenen var det tid til at gå i seng, og jeg i faldt i søvn i et hus der skulle være mit hjem det næste år.

Læs vores første artikel om Freja her