Kaj Petersen var brandchef i 39,5 år, da han stoppede på brandstationen i Fredericia i 2015. Lørdag den 11. juni runder den kendte brandchef 75 år. I den forbindelse bringer vi udklip fra en større interviewserie, AVISEN bragte i 2017.

Kaj Petersen er et navn og menneske, som rigtig mange fredericianere kender. I årtier var han ansigtet og personen, der drev Fredericias brandvæsen, herunder udviklet det til det stærke brandvæsen, der rykker ud, når det går galt. Han manglede altså kun et halvt år i at nå de 40 år, men han havde det godt med at gå hjem, fortalte han, da vi talte med ham i 2017. Han har stadig ikke fortrudt, men brandstationen, menneskene og livet derpå ligger ham stadig nært.

Kaj Petersen blev født i Gjern i 1947. Han er oprindeligt uddannet murer og bygningskonstruktør, hertil har han taget en merkonomuddannelse, samt en brandinspektøruddannelse og en civilforsvarslederuddannelse. Kaj Petersen er blandt de brandfolk, som har gjort et pionerarbejde indenfor arbejdet med højrisikovirksomheder, både i Nyborg og Fredericia, men også i dialogen mellem borgerne og virksomhederne. Det har han høstet ros og anerkendelse for i hele landet. Han var med, da udslippet ramte kemifabrikken Kemira i Fredericia.

En ung Kaj Petersen i Nyborg.

Danmarks yngste brandinspektør

Den 1. september 1973 brænder Hotel Hafnia i København efter, at en pyroman har sat ild til hotellet. 35 mennesker omkommer, og den hændelse ændrer for altid love og bekendtgørelser på brandområdet. I Nyborg havde man ikke nogen uddannet brandinspektør, så Kaj Petersen blev spurgt af brandkommissionen, om han vil være brandinspektør.

På daværende tidspunkt bor Kaj Petersen i et parcelhus med sin hustru og deres to børn. Han er kun 29 år gammel, da han i 1976 bliver udnævnt til Danmarks yngste brandinspektør.

I Nyborg kom Kaj Petersen til at arbejde tæt sammen med de kendte virksomheder, Tarco og Kommunekemi, samt færgefarten mellem Fyn og Sjælland. Han lærte at arbejde tæt sammen med dem, indsamle viden og dele så meget viden, som muligt med borgerne for at skabe ro.

– Jeg lærte meget om åbenhed og ærlighed imellem virksomhederne og borgerne. Det var den bedste cocktail. Jeg havde dog i starten mange ”grimme” oplevelser, men vi lærte af dem. Den første sag, som jeg kan huske, som fik national interesse, var sennepsgassen fra Østersøen. Gassen skulle Kommunekemi destruere. Jeg blev informeret, men på daværende tidspunkt var reglerne sådan, at jeg ikke skulle infomere videre i systemet. Det gav ramaskrig blandt byens politikere, fortalte Kaj Petersen i et større interview i AVISEN i 2017.

Sennepsgassen fra Østersøen

I 1985 kommer Kaj Petersen altså på alles læber, ikke bare i Nyborg, men i hele landet. Et helt andet sted i Kongeriget – Østersøen er bornholmerne foruroligede over de giftgasser, som bornholmske fiskere har fået i deres garn under fiskeriet i Østersøen. Miljøministeren gik ind i sagen, og støttede befolkningen i kravet om, at krigsgasserne skulle fjernes fra området, men den store udfordring var, hvordan man skulle få gasserne uskadeliggjort. Her bringes Kaj Petersen og Kommunekemi i spil. Der gik et større bureaukratisk arbejde i gang.

Kommunekemi ønskede ikke at bære ansvaret for afbrændingen og mente, at opgaven lå på grænsen til, hvad virksomheden kunne påtage sig. Men efter et større politisk arbejde blev det besluttet, at gassen kunne og skulle afbrændes i Danmark ved Kommunekemi.

Det var på trods af, at Nyborg Kommunes Teknik og Miljøudvalg havde meddelt, at man betragtede afbrændingen af sennepsgassen, som udenlandsk affald. Det var miljøstyrelsen dog ikke enige i, da gassen var fisket op af bornholmske fiskere, og tilmed bragt i land på Bornholm, hvorfor gassen var dansk ansvar. Det tilfredstillede ikke Teknik- og Miljøudvalget, som rettede henvendelse til ministeren. Ministeren kom dog ikke Nyborg Kommune til undsætning, derimod formidlede han, at gassen først ville blive sendt til destruktion, når den var røntgenundersøgt på stedet og analyseret af civilforsvaret analytisk-kemiske laboratorium. Herefter blev de gasser, som kunne erklæres fri for sprængstoffer sendt til Kommunekemi.

– Miljøstyrelsen godkendte derfor, at gassen kunne brændes, men det mente pressen ikke. Så det skulle foregå i al fortrolighed. Den skulle transporteres fra færgehavnen til Kommunekemi, som var mit myndighedsområde. Det var kun mig, der vidste det i Nyborg Kommune, og jeg skulle give den officielle accept den aften, det skulle ankomme, husker Kaj Petersen.

Men kommunikationen gik ikke som ventet. TV Avisen bragte den 7. februar 1985, samme aften, som destruktionen fandt sted, et interview med chefen for det vesttyske destruktionsanlæg for krigsgasser, Dr. Hermann Martens, der blev citeret for oplysninger om, at det var risikabelt for befolkningen i Nyborg, hvis destruktionen skulle finde sted på Kommunekemi. Miljøstyrelsen kontaktede straks TV Avisen, og fik anledning til at tage afstand fra udtalelserne, men det hjalp ikke på borgernes reaktion.

– Man talte om, at folk ville dø og blive syge. Jeg blev rystet over at høre den tyske doktor udtale sig. Selvom gassen blev brændt af ved 1200 grader og der ikke skete noget, var der efterfølgende et kolossalt pres fra borgerne om, at Kommunekemi skulle lukke. Jeg skulle ikke give tilladelse til noget, mente både borgere og nogle politikere, selvom det var mit myndighedsområde. Jeg skulle stå skoleret for politikerne og borgmester. Der var en voldsom medieomtale af det hele. Det var vildt, men jeg lærte meget. 14 dage senere skulle, der brændes af igen på Kommunekemi. Denne gang informerede jeg borgmesteren, konstaterer Kaj Petersen.

Det viste sig i øvrigt, at de afbrændte krigsgasser kun indeholdt 20 gram af det farlige arsen, hvoraf 98 procent blev fjernet i røggasrensningsanlægget på Kommunekemi, således, at mindre end 0,4 gram arsen var sendt ud gennem skorstenen. Den tilladte udledning efter miljøgodkendelsen af forbrændningsanlægget lå på 50 gram pr. time. Forsvarsministeren og miljøministeren blev senere enige om, at den beholdning af krigsgasser, der var deponeret på Bornholm, skulle sorteres hurtigst muligt, og at gasserne skulle destrueres på Kommunekemi.

Kort tid efter inviterede Kommunekemi chefen for det vesttyske destruktionsanlæg, Dr. Hermann Martens på besøg. Han udtalte efterfølgende stor anerkendelse af Kommunekemi, som en virksomhed, der var særdeles velegnet til destruktion af krigsgasser.

Kaj Petersen var også med til at lave en informationsfilm om, hvordan man skulle forholde sig ved udslip og brand.

Fra scrath til dialog

En ting fortsatte dog i en lang periode. Kritikken over Nyborgs højrisikovirksomheder. ”Nyborggenserne mødte op til demonstration, der blev dannet grupper, som var imod virksomhederne, og i det hele taget sad følelserne løst. En gruppe borgere valgte sågar at kronrage sig for at vise, hvad der kunne ske ved en eventuel miljøkatastrofe, siger Kaj Petersen og fortsætter:

– Nyborg fik et dårligt image på baggrund af de sager. Det image skulle forbedres. Gradvist fik vi via information, gjort borgerne trygge igen. Vi lavede også en informationsfilm, som blev brugt i hele landet, når man skulle fortælle borgerne om, hvordan man skulle reagere ved alt fra udslip til brand.

– Når man starter fra scrath og bygger en organisation op, hvor folk har haft en ide om, hvordan man skulle arbejde, og ikke mindst, hvad vi ikke skulle arbejde med, så kan det give bump undervejs. Læg dertil vores samarbejde med Falckredderne, som vi skulle passe på, og vi skulle sikre, at ingen generelt kom til skade – det var en krævende opgave. Men år efter år vandt vi løbende respekt. Jeg arbejdede desuden proaktivt med at forbedre image og formidling til borgerne, siger Kaj Petersen.

– Jeg prøvede også, at min yngste datter blev født samme dag, som Kommunekemi havde en ulykke med en tryktank, der var overophedet, vi kunne ikke komme i nærheden af den, den var fuld af plantegift. På trods af, at vi sendte kold vand på den, stod der en flot røg op, der strøg hen over Tarco og Motorvejen. Vi kunne ikke gøre noget. Det viste sig, at en sikkerhedsventil havde åbnet sig. Så var det, selvom man havde gjort alt for at forberede sig og studere, hvordan man skulle gøre, hvis der opstod problemer, fortæller Kaj og fortætter:

– Det bliver man nødt til at acceptere og så finde ud af bagefter, hvad der gik galt. Vi havde mange udringninger til Kommunekemi, hvor vi havde styr på det og alt gik godt. Der var virkelig ikke noget fordækt. Vi spillede med åbne kort – og ulykker kan desværre opstå.

Kaj Petersen mødte modstand de første mange år i Nyborg, men arbejdede sig altså op og fik anerkendelse fra selv tidligere modstandere.

– Jeg havde en god tid i Nyborg, selvom der også var bump på vejen, men vi rykkede os, både som organisation og fagligt. Vi lærte grundlæggende meget.

Kaj Petersen: Fredericia Brandvæsen var en fantastisk og interessant opgave

Den 1. maj 1989 skiftede Kaj Petersen jobbet ud som brandchef i Nyborg med et lignende job i Fredericia. Han søgte nye udfordringer og Fredericia var en større opgave, samtidig var moderen fra byen. Kaj havde mod på den store udfordring og kastede sig få år senere ydermere over det frivillige arbejde, som formand for Fredericia Håndboldklub. Vi bringer her artikel nummer to i serien om den kendte beredskabschefs karriere og liv.

Vi har sat os til bords med en kop god sort kaffe. Kaj kommer altid til tiden, i dag er ingen undtagelse. Han er altid velforberedt og kan lide at fortælle, og så har han en hukommelse, som de fleste må misunde. I dag skal vi høre om skiftet til Fredericia og hvad byen bød på.

– Jeg var lige blevet skilt, da jeg søgte videre fra Nyborg. Jeg ville prøve kræfter med nogle større udfordringer. Fredericia passede godt. Min mor var som jeg har fortalt fra byen. Hun havde gået på Fredericia Realskole. Samtidig kom jeg generelt til noget større, men alligevel matchede Nyborgs og Fredericias DNA hinanden bymæssigt. Der var volde og strand, men med den forskel, at byen var dobbelt så stor, og det var jobbet også, fandt jeg ud af. Jeg trængte også til frisk luft og en ny start efter min skilsmisse, siger Kaj.

Fredericia Kommune var et kommunalt brandvæsen modsat Nyborg, hvor Falck styrede brandvæsenet. Derudover havde Fredericia Brandvæsen flere opgaver for den kommunale forvaltning – det åbnede nye døre og arbejdsområder, som Kaj Petersen elskede at eksekvere på.

– Jeg fik fra starten en flot opbakning i byen i alt, hvad jeg kom med i. Jeg kom f.eks. med i forvaltningschefgruppen – det var en ny verden for mig,” siger Kaj og fortæller: Jørgen Krab Jørgensen, som mange måske kender, var i øvrigt kommunaldirektør dengang.

Hvordan var det at komme med i sådan en ledende embedsmandsgruppe?

– Det var lidt mærkeligt, men samtidig interessant. Jeg havde ingen forventning til det, da jeg blev ”budt” ind til det. Jeg fik en nyttig viden og vidste, hvad der foregik i Kommunen. Jeg havde samtidig optimale muligheder for at fortælle mine kolleger om brandvæsenet i byen. Det var godt. Jeg fortalte, at det var en god ide, hvis man ville have et stærkt og stabilt brandvæsen. Det kunne man få ved at brede brandvæsenets opgaver ud. Man kunne samle ressourcerne og heraf sikre sig et stærkt fundament. Det fik jeg ja til, og vi udbyggede løbende brandvæsenet styrke og funktion i alle år, fortæller Kaj og fortsætter:

– Da jeg kom til Fredericia, havde vi en stor bus, hvor vi kørte med ældre mennesker, så fik vi to busser, og pludselig mange flere. Vi havde senere 19 busser, og 21 chauffører ansat til sidst. Det var strategisk godt. Vi løste et væld af opgaver, og af de 21 chauffører var 12 deltidsbrandmænd. Det gav et solidt brandvæsen.

– Vi lavede også ting for socialforvaltningen og IT/radioområdet. Igennem Socialforvaltningen fik vi flyttet grænser for overvågning af ældre, hvilket skabte arbejdspladser. 3-4 mand blev også senere ansat til at servicere hjemmeplejens biler.

– Det var spændende at bygge det hele op. Det kunne kun lade sig gøre, fordi man havde tillid til os. Man havde troen på, at vi kunne løse det meste, og det kunne vi også, fordi vi havde nogle dygtige loyale medarbejdere på brandstationen. Derfor vækstede vi hele tiden i styrke, ansvar og størrelse, fortæller Kaj Petersen.

Ansvar for rengøringsafdelingen

Da Uffe Steiner Jensen var Borgmester, fik Kaj Petersen ansvar for endnu et område, som ikke var lige til: Rengøringsafdelingen. Tidligere lå ansvaret for kommunens rengøringspersonale ved de enkelte institutioner, men nu blev det centraliseret, samtidig med, at der skulle effektiviseres.

– Chefgruppen ønskede, at jeg skulle varetage den opgave. Jeg sagde ja til det, og ansatte så en professionel rengøringschef, hvorefter vi oprettede en rengøringsafdeling. Det var noget af en udfordring. Der var ikke en eneste dame, der ville væk fra deres tilknytning fra skolerne og lederne – og lederne ville heller ikke af med dem, men det var en sparerunde, der skulle gennemføres. Da vi efter et par år var kommet på fode igen, havde vi sparet 28 procent på omkostningerne.

– Da personalet fandt ud af, at jeg ville dem det bedste, så faldt der ro på og der blev en god stemning til sidst. Vi skabte en god afdeling. Det kostede en chef undervejs, men sådan var vilkårene, siger Kaj og forstætter:

– Rengøringsdamer er i øvrigt noget særligt. De har andre interesser, og de ønsker ikke en kransekagefigur – og det ville jeg heller ikke være. Jeg tog rundstykker under armen og mødte dem på deres arbejdssteder. Jeg lyttede til deres udfordringer og tog bekymringerne alvorligt. Jeg arbejdede for deres sag og fik de forbedringer, der var krævet. Cheferne på skolerne fandt ud af, at man kunne lavet meget om, uden at det blev dårligere; det gav ro.

Kaj Petersen har mange oplevelser, som beredskabschef, men noget af det værste, han husker tilbage på, var da Fuglsanggård (Rideskolen) brændte og 26 heste omkom. En ting var flammerne og ødelæggelserne, noget andet var børnenes gråd og fortvivlelse, da de opdagede, at deres heste var døde.

Også orkanen fra 1999 var en stor opgave, ligesom opgaven fra gasudslippet på Kemira i 1996 blev en stor opgave for Fredericia Brandvæsen, da den gule røg lagde en dyne over Fredericia by.

Hvordan styrer man sådanne katastrofer?

– Først og fremmest, så hjælper man hinanden. I forhold til orkanen, så husker jeg, hvordan vi delte opgaverne med Falck. Vi tog byen, stilladser og el-ledningerne. De havde en gård at fokusere på og andre opgaver. Det var knap så struktureret dengang, og selvom opgaverne var defineret ved lov, så var de ikke udpenslet som i dag, siger Kaj og fortsætter:

– I 1996 havde Bjarne Fuglsang vagten, da alarmen gik med gasudslippet på Kemira. Det var også en udfordring. Vi fik lidt assistance fra brandvæsenet i Vejle og Middelfart, og så arbejdede vi igen sammen. Inden da havde vi haft et stærkt samarbejde med Kemira – og den frugt høstede vi ved under udslippet. Vi kunne arbejde sammen med deres mandskab. Det var en stor fabrik, og ikke bare et rum, hvor der skulle slukkes en brand, så det var essentielt og værdifuldt, at vi kunne arbejde sammen.

– Det værste var, at vi havde fået et nyt sirenesystem, hvor politiet skulle varsle borgerne, Det var de desværre længe om. Der skete samtidig en fejl: Varslingen var ved en fejl blevet sendt til DRs TV-AVISEN og ikke DRs RADIOAVISEN.TV-AVISEN var lukket, og da radioen ikke havde fået noget, så kom varslingen ikke ud. Ydermere skete der det, at når man startede sirenerne, kom lyden ud i hele kommunen; både Taulov, Bredstrup og Herslev blev alarmeret uden at vide hvorfor. Man havde heller ikke en presseafdeling som i dag, så det var noget rod.

Rodet minder “Kaj Brandmand” om de opgaver og samarbejder, hvor det har været op ad bakke til tider.

– Altså præcis som samarbejdet med virksomheder før ulykker kan bære frugt, hvis de opstår, så ser man også eksplicit, hvad et manglende samarbejde kan føre til. Da jeg kom til Fredericia var der en holdning i beredskabet til, at Politiet skulle ordne det hele. Et eksempel jeg husker, var da Politiet ville køre en øvelse på Shell Raffinaderiet. Jeg var klar modstander af det, siger Kaj Petersen og drikker lidt af sin kaffe, inden han fortsætter:

– Øvelsen gik på, at en personbil og en bus skulle køre på Egeskovvej, og så skulle man øve, at der var en udslip i gang både udenfor og indenfor. Det stillede store krav til Politiet i forhold til afspærring og redning. 30 minutter før øvelsen finder jeg ud af, at Politiet har indkaldt ekstra mandskab, og så har man jo intet ud af øvelsen – det giver jo ikke reelt billede, når man har ekstra folk på, det afspejler ikke hverdagen. Man kunne nok ikke, det man mente, man kunne. Når man har øvelser, så skal de kun vise det reele billede, så man kan gå videre og vide, at man kan leve 100 procent op til det.

– Det samme så man ved ulykken ved Møllebugten med palmeolie. Politiet havde ikke ressourcerne til at styre strandvejen. Der var det også brandvæsenet, der måtte håndterer det. Det er ikke for at gå efter Politiet, for alle kan lave fejl, men vi borgere har ret til at vide, hvad der foregå og vide, at vores beredskab er stærkt nok eller om det halter, alt andet er ikke fair over borgerne, siger Kaj.

– Man skal også kende konsekvenserne ved, at der sker det ene og det andet. Og så skal man ikke spare på området. Politikerne har lyttet, dermed ikke sagt, at vi fik det, vi bad om, men vi har kunnet forsvare det, som politikerne vedtog, og arbejdet ud fra det. Fredericias beredskab har været anderkendt blandt fagfolk,  som et solidt og godt beredskab, men ikke et overdimensioneret, mener Kaj Petersen.

Forvaltningsmæssige ændringer

De sidste år af Kaj Petersens karriere var fuld af ændringer i forvaltningen. Fredericia fik en ”direktion”, hvorfor det var naturligt, at Kaj ikke længere skulle være med i Forvaltningschefgruppen, men det betød ikke færre opgaver.

– Da vi fik en direktør for vores område, skulle jeg være med til at sætte struktur på Teknisk Forvaltning. Jeg endte også med ansvaret for Kommunens vedligeholdelse- og byggesagsbehandling. Nok ikke en ønskeopgave for de fleste.  Jeg var også med, da der skulle spares penge på bybusserne. Det var en anden opgave, end jeg var vant til, og nok ikke alle, der ville bryde sig om det. Vi lavede en ny struktur på bybusserne i Fredericia med nye ruter, hvor bussen kørte til banegården med halvtimesdrift og samlede op.

Hvordan kunne du kaste dig over sådanne opgaver?

– Min fortid i Nyborg gjorde, at jeg kendte til områderne også ud fra min grunduddannelse og arbejdsområder, men vigtigst af alt, så var jeg omgivet af dygtige folk, som skulle bruge ledelse, og jeg viste ledelse ved at tale med folk og vise interesse for deres arbejde. Jeg tog også selv min tørn. En sommer var vi langt bagefter med byggesagsbehandlinger – det gav mange kriser. Så jeg sad i mit sommerhus og behandlede sager. Det gav respekt fra medarbejderne, at jeg gik ind og hjalp, når det brændte på. Det skete også på brandstationen ved orkanen i 1999. Vi passede også vagttelefonen for et skadesservicefirma. Jeg tog også derned, for at få registreret alle skaderne, og viste samtidig en interesse for de medarbejdere, der arbejdede over denne dag. Det gave pote, tillid og fællesskab, fortæller Kaj Petersen.

Formand for Fredericia Håndboldklub – en stormfuld opgave

I 1991 kom Kaj Petersen i Fredericia Håndboldklubs bestyrelsen. Et år senere blev han formand.

– Man spurgte mig, om det var noget. Jeg havde set mange kampe. Vi talte om det derhjemme – det var måske en god ide. Jeg ville lære nogle andre mennesker at kende, og det kunne give fordele andre steder i livet. Det at være en del af et andet fælleskab, betød meget for mig, siger Kaj Petersen og fortsætter:

– Men jeg havde ikke fået at vide, at der var et stort underskud. Når jeg ser tilbage var der for mange ”økologiske penge.” Det var en evig og anstrengt kamp at få økonomien til at gå op.  Vi prøvede at bygge et fundament. Vi ville have klubben til at køre på en hæderlig måde. Vi ville gøre os fortjent til det. Men gælden var hård. Vi vidste, at fodboldklubber havde afviklet deres gæld efter dialog. Det ville vi også prøve. Vi besluttede derfor på et bestyrelsesmøde, at der ingen penge var til førsteholdet, udover det, som det kostede at spille turneringen: Altså ingen træningslejr ”syd på” og ingen kærester med. Det var udelukket, for nu skulle vi forhandle med banken, og vende økonomien med et kanthåndslag. Vi havde BG Bank, men vi kunne ikke forhandle lokalt. Vi skulle til København, det var et trecifret hundredetusinde stort beløb, vi skulle have med hjem i gældseftergivelse. Vi havde planlagt det hele, og vi var enige om alt, hvorfor formand og næstformand tog til København, vi havde noget godt materiale med – noget af det bedste, jeg har set, men midt i mødet, kom sekretæren ind, og bad direktøren kunne med ud. Da han kom tilbage stod han med to stykker papir i hånden og sagde, hvad er vores kommentar til det fremviste, siger Kaj og fortsætter:

– Det fremviste var en telefax med en artikel fra Fredericia Dagblad, som fortalte, at de bedste herrer skulle på træningslejr syd på – og klubben betalte for spillerne. Vi var skakmat, der tabte vi rigtig meget. Man får ikke gældseftergivelse, hvis man bruger pengene sådan. Det betød, at vi ikke fik vores økonomi rettet til, som vi havde en drøm om. Vi stod med en gæld, vi skulle føre med videre, fortæller den tidligere håndboldformand.

– Det gav også sportslige smerter – vi havde ikke råd til at sende dem af sted. Sportschefen, John Vestergaard, måtte vi sætte udenfor døren ved at stoppe samarbejdet, fordi vi måtte overfor omverdenen vise, at vi handlede ud fra de værdier, vi havde. Det pinte mig, at forløbet gik, som det gjorde. Kunne man have holdt kæft en lille uges tid, så havde vi løst problemet ved kom komme over i et andet pengeinstitut, og herved undgå at blive holdt fast i den gamle gæld, siger Kaj.

Fredericia Kommune hjalp senere klubben, fortæller Kaj, men det var ikke nok.

– Vi kørte stadig med røde tal, og havde svært ved at få gælden klasket af, hvilket gav en dårlig stemning, derudover var mange sure på hinanden over det, som var sket. Det resulterede i mange triste avisartikler. Det var ubehageligt – ingen synes, at vi havde fortjent at blive hængt ud på den måde. Det var også trist, at John Vestergaard skulle have den begmand, fordi han havde kæmpet for sine spillere. Men det var den eneste måde for at vise, at det var en forkert handling, ellers var klubben gået ned. Vi havde den fordel, at byen og byrådet bakkede os op. Sponsoraterne kom – vi skulle ikke fylde et hul op, vi skulle prøve at komme videre, men sportsøkonomi er en svær størrelse, siger Kaj.

– Der var en positiv vilje ved. at vi åbnede op for pengekassen i kommunen, for så fik fodbold også penge, nogle mente, at hvis FHK skulle have, så skulle FC også, selvom vi ikke havde de samme fordele, som fodbold havde. De fik alle sponsorindtægterne fra stadion – direkte ned i deres kasse, mens vi skulle være loyale overfor hallen, og benytte os af den, inklusiv cafeteriet.

– Da jeg startede som formand havde vi en gæld på over en million, og på 300-400.000, da jeg stoppede. Det var okay, selvom jeg gerne ville havde været gældsfri. Vi havde et stærkt sportsligt fundament med egne spillere, Micke Næsby, Nick Rasmussen og så videre. Det var stærkt, og når jeg mindes tiden, så var den måske hektisk, men det var spændende at være en del af klubben”, slutter Kaj Petersen i denne artikeludgave af hans karriere og liv.