Den 4. november væbner gymnasielever fra Fredericia sig med koste og arbejdshandsker, når de sammen med 15.000 andre gymnasieelever landet over giver en dag af deres uddannelse for at unge et andet sted i verden, kan få en. I år er det i samarbejde med SOS Børnebyerne, som vil bruge de indsamlede midler til at stifte en elevbevægelse og forbedre gymnasierne i Somaliland.

Dermed får privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner muligheden for at hyre en eller flere elever og støtte op om projektet. Der kan f.eks. være tale rengøring, lagerarbejde, kreative indspark på arbejdspladsen eller noget helt fjerde.

Elever fra Fredericia hjælper unge somalilændere i nærområderne
Modsat resten af Somalia er Somaliland en forholdsvis fredelig region, med en demokratisk valgt regering. Men dårlige muligheder for uddannelse og en skyhøj ungdomsarbejdsløshed er årsagen til, at mange unge vælger at migrere til Somalilands nabolande eller tage den farefulde rejse mod Europa.

Med projektet vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne starte elevråd på ti gymnasier i Somaliland og gennem aktiviteter på gymnasierne træne 15.000 somalilandske elever i deres rettigheder, viden om uddannelsespolitik og i at føre kampagner med gennemslagskraft. Projektet skal desuden sikre, at flere unge kvinder kommer i gymnasiet. Dermed får de unge mulighed og lyst til at blive og forbedre det somalilandske samfund.

”Det er vigtigt, at vi hjælper med at forbedre vilkårene for unge somalilændere, men vi skal også give dem nogle redskaber, så de selv kan forme deres egen fremtid i Somaliland. De skal føle, at de også er en del af samfundet, og at deres mening også tæller. Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne sammen med elever på danske gymnasier give ungdommen i Somaliland en stemme, så de kan lære at sige fra og til,” siger Paula Guillet de Monthoux, direktør i SOS Børnebyerne.

Fakta: Operation Dagsværk er de danske gymnasieelevers egen udviklings- og solidaritetsorganisation, og SOS Børnebyerne arbejder verden over for at sikre børn og unges vilkår og rettigheder. Privatpersoner, offentlige institutioner og virksomheder kan hyre elever til den 4. november ved at oprette et jobopslag på www.od.dk/hyrenelev. Det koster minimum 300 kroner for fem timers arbejde.