AH Autolak er den 1. februar åbnet i MY GARAGE i Vejle. Dermed har AH Autolak afdelinger i Vejle, Middelfart og Fredericia. Virksomheden blev grundlagt af Arne Hansen i Fredericia i 1998, og åbnede i 2016 i Middelfart. I Vejle bliver det den 33-årige Torben Magnussen, som siden 2005 har været en del af virksomheden, der får ansvaret for forretningen i Vejle.

Torben Magnussen, AH Autolak
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

”Jeg glæder mig til denne opgave. Jeg er udlært autolakerer i 2008 efter læretiden ved Arne Hansen. Sidenhen er det gået stærkt. I 2011 blev jeg værkfører og da Arne spurgte, om jeg ville stå i spidsen for den kommende Vejleforretning i det ambitiøse MY GARAGE-projekt var jeg stolt og aldrig i tvivl. Det var en drengedrøm,” siger Torben Magnussen.

Denne tidlige morgen i vinterferien er der allerede travlt på værkstedet. Der spartles, pudses og slibes, inden det er tid til male og lakarbejde, og der er også meget fine biler blandt dagens opgaver, og det er dejligt, men for Torben er det håndværket, der betyder noget.

”Jeg kan godt lide smukke og flotte biler, men for at være helt ærlig, så går vi op i vores fag, så om det er en Ferrari eller AYGO betyder ikke noget. Vi skal gøre vores bedste og i sidste ende skal vi have tilfredse kunder, der både anbefaler os og kommer igen,” siger Torben og fortsætter:

”Her har vi biler på hjernen og MY GARAGE er essensen af kærlighed til biler, når mennesker med dedikation, passion og knowhow rådgiver, passer, reparerer og vedligeholder. Vi startede fire mand i Vejle, men er pt. på fem medarbejdere. Jeg regner med, at vi skal være otte medarbejdere i dette fællesskab og koncept under et tag.”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Gode folk med ombord

Torben Magnussen har gået i Vejle-afdelingen siden januar, men fulgt byggeriet løbende siden starten. ”Det var et stort byggeprojekt. Der var mange håndværkere involveret. Resultatet er meget tilfredsstillende, og jeg vil gøre mit til, at vi holder værkstedet så flot, som muligt, og det skal nok lykkes. Vi holder en høj kvalitet, vi har fået gode folk med, og når man pt. ikke er flere, så er det nemmere at lave en stringent linje end, når man er 15. Vi koordinerer, hvordan vi vil have tingene gjort. Vi har samtidig fået meget med fra vores DNA og tid i Fredericia”, siger Torben Magnussen.

AH Autolak i Vejle beskæftiger sig primært med erhverv, herunder de store skadescentre i området. Forretningen er kommet endnu tættere på kunderne og det giver pluspoint. ”Vores kunder er utrolig glade for, at vi er kommet tættere på dem. Det betyder meget, hvis vi skal se på en bil, de skal bruge en stump eller lignende. Nu kan vi gå over gaden – det giver en god service og er en klar fordel for alle parter,” siger Torben Magnussen.

AH Autolak, MY GARAGE
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Torben Magnussen bor selv i Skærup, og når han har fri ”lufter” han gerne hjernen med motorcykelture og tid med sin kæreste. Men han indrømmer også gerne, at jobbet giver en række skader. ”Jeg er da blevet miljøskadet, når jeg holder i et lyskryds, ser jeg straks farveforskelle og andre eventuelle fejl på biler, ”siger han med et smil.

AH Autolak i MY GARAGE har åbent

Mandag-torsdag fra 6.00-16.00 og fredag fra 5.00-12.00

Om MY GARAGE

MY GARAGE er skabt ud fra filosofien om at tilbyde de bedste kompetencer i den automotive verden i et og samme hus. Hos os møder du den største ekspertise i hver branche, og det er helheden heri, der udgør kvaliteten i MY GARAGE. Derfor er alle folk i huset beskæftiget med det håndværk, de bedst mestrer. Du vil møde dygtige teknikere, erfarne sælgere med internationalt netværk og kompetente medarbejdere, der hjælper med finansiering til din næste bil.