Mikkel Peter Madsen fra Fredericia Gymnasium skal synge Ed Sheerans “shape of you” til gymnasiets musical til februar. Den 19-årig fredericianske komet overvejer nu en fremtid som skuespiller, hvis musicalen bliver en succes.

I slutningen af januar og starten af februar afholder Fredericia Gymnasium musicalen ”Love at first site”, hvor Mikkel Peter spiller ”Hotman”. Fredericia Avisen har mødt 3.G-eleven Mikkel Peter Madsen, der starter med at introducere sig selv.

”Jeg elsker fodbold og alkohol. Hvis man blander de to ting, så lever man virkelig livet. Jeg er kendt som Mikkel Peter Allez og mit motto er: Nu vil de pludselig allesammen gern’ hænge med mig – Mama sagde “Penge ændrer alle mennesker.”, siger Mikkel Peter Madsen og refererer med den sidste bemærkning til kunstneren Nodes hit ”Pakker Bar”.

Torsdag blev det offentliggjort, at X Factor fortsætter på TV 2 fra 2019, efter Danmarks Radio ikke ville fortsætte med at have programmet efter næste sæson i 2018. Om det bliver til en fremtid i X Factor må tiden vise. Nu gælder det i første omgang musicalen på gymnasiet.

”Det bliver en stor oplevelse og nok også grænseoverskridende, da jeg aldrig har sunget foran publikum førhen. Jeg har overvejet at stille op i X Factor to år i streg nu, men jeg har ikke fået gjort det, selvom jeg højst sandsynligt ville vinde det hele. Nu hvor det fortsætter alligevel, kunne jeg stærkt overveje at stille op, hvis det ikke er i vejen for min deltagelse i Paradise Hotel 2019,” fortæller Mikkel Peter Madsen med et smil på læben og slår over i den mere seriøse tone, når snakken går på hans fremtid efter gymnasiet og om musicalen kan åbne nye døre:

”Jeg elsker at underholde folk, og jeg laver da også engang imellem en sjov video eller ti til min Instagramprofil. Det, at folk synes, jeg er sjov, giver en tilfredsstillelse. Jeg venter og ser, hvordan jeg har det efter musicalen. Hvis det går godt, kunne jeg godt finde på at søge mod en skuespillerkarriere, men hvis det går skidt, kunne jeg godt skræmmes lidt væk fra det. Heldigvis kommer det til at gå fuldstændig fantastisk. Desuden har min dramalærer også tydeliggjort flere gange, at jeg har enormt skuespillerpotentiale, hvilket også giver nogle overvejelser.”

19-årig Mikkel Peter Madsen har aldrig optrådt foran publikum før, og det er derfor noget af en omvæltning for ham.

”Som sagt så har jeg aldrig sunget foran publikum før, og jeg har en tendens til at blive meget nervøs før fremlæggelser og generelt ting, jeg skal bedømmes for, så det bliver grænseoverskridende, men heldigvis synger jeg helt vildt dejligt,” lyder ordene fra den selvtillidsfyldte gymnasieelev, Mikkel Peter Madsen.

Det er muligt at opleve Mikkel Peter Madsen og resten af holdet bag ”Love at first site”, når gymnasiets musical løber af stablen fra d. 31. januar til d. 3. februar.

Vil man følge med i Mikkel Peter Madsens dagligdag er der mulighed for det på Instagram, hvor han har privatprofilen mikkelpetermadsen og derudover også har den teatralske profil mikkelpeterallez, hvor der er humoristiske videoer.