Der mangler visioner hos de lokale politikere, hvis man spørger Henrik Kyhl. Henrik bor i Fredericia med sin familie – og som så mange andre har han besøgt et vælgermøde for at lære kandidaterne bedre at kende. Men han måtte gå skuffet derfra, for de tør ikke drømme stort, siger Henrik Kyhl.

Henrik Kyhl arbejder til dagligt som topchef i Phillips, men det er ikke med den kasket, han har været til vælgermøde. Det er som stolt fredericianer.

– Jeg driver ikke en virksomhed i Fredericia, så jeg kan ikke på den måde kommentere på forholdene der. Men jeg kan sige så meget, at vi i vores husstand gør meget ud af at handle lokalt – og at vi kan forstå på mange andre, at de gør det samme. Så jeg tror på, at der er stærk forankring til de lokale forretninger, siger Henrik Kyhl.

Det startede med et vælgermøde

Det er altså ikke erhvervspolitikken i Fredericia der driver Henriks skuffelse. Det er faktisk ikke ét konkret område, men det er en mere generel ærgrelse der præger ham.

– Jeg var til et vælgermøde, hvor jeg ærligt blev skuffet. Jeg har også læst beretninger fra andre vælgermøder – og det ender bare med at handle om en smal gruppe. Jeg synes det er ærgerligt, at når politikerne taler til borgerne, at det så handler mere om cykelstier og andre lavpraktiske ting, fremfor at tale om de store visioner for Fredericia, siger Henrik Kyhl og fortsætter:

– Jeg håber, at man i Fredericia tør drømme stort. At politikerne tør tale om hvilke visioner de har for byen, i stedet for at vi taler om cykelstier. På folkeskoleområdet er det lidt det samme. Det er ofte de smalle grupper. Vi taler aldrig om de dygtige elever. Jeg er helt med på, at vi også skal have et fokus på dem der har det svært. Det er klart, jeg er stolt af, at vi kan passe på alle. Men vi skal bare sørge for, at det ikke altid er de smalle grupper vi tager udgangspunkt i. Vi må og skal turde dyrke de stærke også. Det er ikke kun på skoleområdet, det er på alle områder.

Savner viden og erfaring bag påstande

Udover manglen på visioner, så ærgrer det Henrik Kyhl, at der tilsyneladende er et stykke vej mellem virkeligheden og politikerne. Helt konkret oplevede Henrik, at en debat om skoleområdet endte med en skarp kritik af privatskolerne – en kritik Henrik på ingen måde kan kende, for hans egen datter går på privatskole.

– Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at politikerne sætter sig ordentligt og grundigt ind i de ting de udtaler sig om. Helt konkret oplevede jeg på vælgermødet – og nu tager jeg bare ét eksempel – at Enhedslisten kritiserede privatskoler. Jeg var på forhånd ikke i tvivl om deres holdning til privatskoler, det er fint de har den. Men en kritik skal foretages på et oplyst grundlag, siger Henrik og fortsætter:

– Der blev talt om, at kommunen skal tjekke bedre op på om privatskolerne gør deres arbejde ordentligt. Måske det var bedre at samarbejde med privatskolerne, når nu man har en af Danmarks bedste skoler i Fredericia, som man helt sikkert kan lære noget af, til glæde for alle elever i kommunen privat eller ej. Helt konkret forsøgte vi i to år at sikre vores datter en god skolegang, men det kunne ikke lade sig gøre i den givne klasse i en folkeskole, desværre. Så vi så ikke anden mulighed efter 2 års kamp at flytte hende på privatskole – og vi har intet at sætte på denne, tværtimod. Hvis der er noget at kritisere, så skal det selvfølgelig frem. Men jeg vil holde på, at det også skal være sagligt.

– Jeg synes, at der er for langt til virkeligheden. I debatten var det kun Steen Wrist der kunne bringe et konkret eksempel ind. Det var desuden kun Socialdemokratiet og Venstre der turde bruge tal. De skal ikke være bange for, at det bliver for teknisk, som mange politikere ynder at sige. Læg nu bare tallene frem, så vi som borgere kan få et billede af hvordan det står til, supplerer Henrik Kyhl.

Mangel på visioner og positive historier

Noget af det Henrik Kyhl savner er, at man tør satse stort, men også at man tør tale Fredericia op. For Fredericia kan, ifølge Henrik, meget mere end det lyder til på politikerne i valgkampen.

– Når politikerne tager til vælgermøde, så havde jeg virkelig håbet, at de havde taget visioner med. At de turde stille sig op og fortælle hvordan de vil se Fredericia udvikle sig i fremtiden. Kunne vi ikke tale om de store linjer? Som borger vil jeg rigtig genre vide hvad politikerne egentlig vil med Fredericia, siger Henrik Kyhl.

– Jeg synes, at vi har alle tiders muligheder for at udvikle byen. Der er virkelig lagt gode sten for at ændre Fredericias ry på landskortet. Vi har sportsklubber der gør det rigtig godt. Vi har et fantastisk idrætscenter, vi har messecenteret. Vi har voldanlægget. Jeg kunne blive ved – lad os tale om det. Lad os tale Fredericia op, lyder det fra Henrik Kyhl.

Nu du savner visioner, skal du ikke selv tage et ansvar?

– Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag vil stille op. Men det er ikke min plan som den ser ud nu. Men jeg vil gerne tage ansvar for byens udvikling. Derfor vil mit næste skridt også være at gå ind i bestyrelser i byen, for jeg vil gerne være med til at sætte handling bag ordene. Det er vigtigt for mig. Der er alt for mange der bare snakker, men jeg vil gerne være en person der sætte handling bag, svarer Henrik Kyhl afslutningsvist.

1 KOMMENTAR

  1. Jeg tør godt drømme og have store ambitioner for vores dejlige by Fredericia.
    Besøg min hjemmeside sørenseidelin.dk for at læse mere om mine visioner.
    Sammen skal vi udvikle Fredericia til noget større, bedre og grønnere.

    Mvh Søren Seidelin – Venstre Fredericia

Skriv en kommentar