Fredericianeren og medlem af Folketinget Rasmus Stoklund stiger i graderne i Socialdemokratiets folketingsgruppe efter mandagens ministerrokader. Hans hidtidige opgave som ganske fremtrædende udlændinge- og integrationsordfører for regeringspartiet er tirsdag udpeget som ny politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

38-årige Stoklund afløser Christian Rabjerg Madsen (A), der mandag blev udnævnt som indenrigs- og boligminister. Madsen er i øvrigt valgt i Kolding. 

Alt sker i forbindelse med den ministerrokade, som Nick Hækkerup (A) satte gang i, da han søndag aften fortalte på Facebook, at han træder tilbage som justitsminister og forlader dansk politik. Han skal fra 1. juni være direktør i Bryggeriforeningen.

Posten som justitsminister har Mattias Tesfaye overtaget. Tesfayes post som udlændinge- og integrationsminister er gået til Kaare Dybvad Bek. 

Han efterlod et hul i Indenrigs- og Boligministeriet, og det er så her, at Rabjerg Madsen er udnævnt til som minister, hvorfor Socialdemokratiet stod uden politisk ordfører.

Posten som politisk ordfører er yderst vigtig, også for regeringen i en tid, hvor kampene om kommunikation og vinkler udspilles daglig. Den politiske ordfører tager ofte møgsagerne og forsvarer regeringens politik.

Ifølge den nye ordfører har de sidste tre år i politik klædt ham godt på til den nye rolle i partiet.

– De seneste tre år har jeg heller ikke kun fået ros, når jeg har stillet mig op foran en mikrofon, siger Rasmus Stoklund efter endt gruppemøde og fortsætter:

– Der har været andre perioder, hvor Socialdemokratiet er blevet kritiseret meget. Det bliver vi ikke i øjeblikket på samme måde.

Opgaven bliver kun vigtigere af, at det næste folketingsvalg efterhånden er til at skimte i horisonten. Det finder sted senest 4. juni 2023.

Så Stoklund står til at få travlt, når der – formentlig efter sommerferien – begynder at gå mere valgkamp i den på Christiansborg.

Men det tager den nye ordfører angiveligt helt med ro.

– Jeg tror, det er lidt for tidligt at køre med på valgkampsbølgen. Jeg synes stadig, at vi har massere af opgaver foran os.

– Men det er klart, at på et tidspunkt kommer der selvfølgelig en valgkamp. Og det glæder jeg mig til at være med til, siger han.

Stoklund er steget hurtigt i graderne i Socialdemokratiet.

Han blev valgt ind i Folketinget i 2019 i første forsøg. Og med det samme fik han den vigtige post som udlændinge- og integrationsordfører. Det er ofte en post, som betyder, at en politiker kommer i fokus. Det vil han gøre mere fremover som politisk ordfører.

Ny udlændinge- og integrationsordfører bliver Kasper Sand Kjær. Han har hidtil været kulturordfører. Det skal Ida Auken være fremover.