Arbejdet med at etablere de første kanaler i FredericiaC er allerede i fuld gang. Fra på mandag den 4. august indhegner FredericiaC yderligere en del af kajen langs Gl. Havn, samt den tidligere parkeringsplads og øvrige områder omkring den tidligere Yara-bygning på Kastelsvej 5.

Her skal entreprenøren MT Højgaard i den kommende tid bryde asfalten op for bl.a. at fjerne gamle elkabler, kloakering og fjernvarmerør. Det sker som et led i etableringen af de første 65 meter af den nord-sydgående kanal, som vil løbe parallelt med Gl. Havn. Samtidig forbereder arbejdet området på det fremtidige byggeri langs Gl. Havn.

”Etableringen af de første kanaler i FredericiaC skaber et nyt sted for aktivitet, rekreation og oplevelser for hele Fredericia og besøgende til byen. Med udvidelsen af byggepladsen i den kommende uge, er etableringen af hele byggepladsområdet gennemført. Når vi først afspærrer den sidste del af byggepladsområdet nu, så er det fordi, at det i første omgang ikke var nødvendigt, for at kunne gå i gang med bl.a. nedbrydningen af den tidligere Yara-bygning. Derfor ønskede vi at holde så stor en del af Gl. Havn åben for brugere og besøgende, så længe som muligt”, siger Tim E. Andersen, projektdirektør i FredericiaC.

Turbåd flytter

I hele anlægsperioden fra juli 2014 – juli 2015 er der adgang til FredericiaC-området og Lillebæltskajen via Kongensgade. I hele perioden vil det være muligt at benytte de fleste af de midlertidige faciliteter i FredericiaC.

Dog vil de grønne, rekreative områder i den nordlige del af området ud mod Oldenborggade ikke være tilgængelige, ligesom et enkelt, overdækket spiseområde og hjørnet af et soppeområde ud mod Gl. Havn vil komme inden for indhegningen.

Udvidelsen af byggepladsen betyder også, at turbåden Tenna II flytter fra sin nuværende placering ved østsiden af Gl. Havn til kajkanten langs vestsiden af Gl. Havn. Tenna II tager imod turgæster i hele august og september måned.

Orienteringsmøde for naboer

Den 12. august kl. 17 inviterer FredericiaC områdets naboer til et orienteringsmøde om anlægsarbejdet. Her vil både FredericiaC og entreprenøren MT Højgaard fortælle om projektet og svare på spørgsmål.

”Som følge af etableringen af kanaler, byrum og byggeri, vil man kunne opleve byggepladser, støv, støj, trafikforstyrrelser mv. i FredericiaC-området fra nu og mange år frem. Vi vil derfor både arbejde for at minimere gener og for at informere borgere, trafikanter og naboer til byggepladserne klart og præcist om, hvad der sker hvornår – og hvilken betydning det vil få for dem.
Kommunikationen vil bl.a. ske via byggepladsskilte i området, på FredericiaC’s hjemmeside og i trykt informationsmateriale”, siger Tim E. Andersen.

Den 19. august markerer FredericiaC igangsætningen af arbejdet med en folkefest, hvor man bl.a. kan være med til at tage de første spadestik til kanalerne.

Følg udviklingen fra luften

Igennem hele anlægsperioden kan man også følge arbejdet fra udkigstårnet i FredericiaC, som står lige ved ”knækket” af den østlige side af Gl. Havn. FredericiaC etablerer desuden endnu en udsigtsplatform ved hjørnet af Oldenborggade og Gl. Havn, hvor man også vil kunne læse om faserne i anlægsarbejdet.