Fredericia Vinhandel har udvidet butikken til også at omfatte et lokale på Adelvej i Taulov. Fredericia AVISEN har besøgt Taulov-afdelingen for at se hvordan det går for vinhandleren, der i mere end 45 år har hørt hjemme på hjørnet af Danmarksgade og Bjerggade.

Sneen daler ned, men i Fredericia Vinhandels Taulov-afdeling er der varme, hygge, spiritus og ikke mindst vin. Det er Pernille Gjødsbøl-Ravnborg, der har tjansen i Taulov-butikken denne eftermiddag, hvor Fredericia AVISEN aflægger dem et besøg.

“Det er så her vi holder til,” indleder Pernille og fortsætter:

“Butikken inde i Danmarksgade har sin helt egen charme og hygge. Her har vi også forsøgt at gøre det hyggeligt, men det skal  være på en anden måde, end inde i byen. Jeg har selv været med til at indrette butikken, og det har været rigtig spændende, da jeg aldrig har prøvet sådan noget før.”

I butikken er der det meste, som man kender fra butikken i Danmarksgade. Det gælder alt fra de traditionelle vine, gavekurve, lidt special øl, kaffe, gin, rom og ikke mindst de eksklusive Pure-shotsflasker, som nu fåes i tre varianter.

Man kan købe både færdiglavede kurve hos Fredericia Vinhandel, men man også selv lave en sammensætning. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Sidste år i oktober udvidede Fredericia Vinhandel og åbnede lagersalgsbutikken i Taulov, men nu er butikken udvidet til at omfatte lokalet ud til vejen på Adelvej 36.

“Vi håber, at folk vil tager rigtig godt imod det, og ser det som et godt alternativ til vores butik inde i Danmarksgade. Vi har samme serviceniveau som i Danmarksgade, og vi kører også gerne ud til kunder med leveringer,” fortæller Pernille.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

En anden ting som Fredericia Vinhandel praktiserer, det gælder både i Danmarksgade og på Adelvej i Taulov, er weekendens vin. I begge butikker kan man komme at prøvesmage “weekendens vin”, som i denne uge er Côtes du Rhône.

“Den er rigtig god til vintermad. Det kunne fx være til en steg,” forklarer Pernille inden hun selv tager et nip af den for at smage efter.

Fredericia Vinhandels Taulov-afdeling holder åbent tirsdag, torsdag og fredag fra klokken 13:00 – 18:00.