Prisen som Årets Musikskolekommune 2018 går til Fredericia. I et fantastisk solskinsvejr i Tivoli, hvor 6000 musikskoleelever har spillet og sunget på livet løs, var det Fredericia, der løb med prisen som årets musikskole i Danmark.

”Ved udvælgelsen lagde DAMUSA vægt på, at kommunen satser målrettet på flere børns møde, ikke bare med musikken, men med flere forskellige kunstarter. I Fredericia har byrådet vedtaget, og tilført økonomiske midler til en ambitiøs udviklingsplan for deres lokale kulturskole. Både bredde og talent skal tilgodeses. Flere udsatte børn får nu tilbud om gratis undervisning – og endnu flere gratis kor og sammenspilstilbud kan blive en realitet. Samtidig er der igangsat talentarbejde inden for både drama, billedkunst og dans – samt startet en ny linje for musicaltalenter på skolen. DAMUSA vil, med prisen, pege på en kommune. hvis prioriteringer bør være et forbillede for flere,” lyder det i begrundelsen, som Kulturminister Mette Bork læste op.

Arne Gaardsted Jørgensen, Skoleleder på Den Kreative Skole.<br /> Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Arne Gaardsted Jørgensen, Skoleleder på Den Kreative Skole.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Stolt og storsmilende skoleleder

“Jeg er virkelig stolt. Det er fantastisk. Vi har fået lov af vores kommune at udvikle Den Kreative Skole, og de mange ambitiøse planer bærer nu frugt. Vi har fået mulighed til at få vores ventelister nedbragt. Vi har lavet talentarbejde på tværs af alle linjer, ikke kun Musikskolens, men også drama, dans, billedkunst og musicals. Vi har mange fine tilbud og det belønnes nu med denne flotte pris,” sagde Arne Gaardsted Jørgensen fra Den Kreative Skole i Fredericia til Fredericia AVISEN på Plænen i Tivoli. 

Den Kreative Skole i Tivoli, Foto: Fredericia AVISEN
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

“Det betyder meget. Vi er i Kultur- og Fritidsudvalget optaget af mangfoldighed i kulturlivet og det synes jeg, at vi i den grad med stolthed kan sige, at Fredericia har. Den Kreative Skole er samtidig drevet af en meget dygtig Arne Gaardsted Jørgensen sammen med de gode undervisere og en veldrevet bestyrelse. Vi  er gået fra 900 til 1300 elever på skolen, og det vidner om, at vi har udviklet vores tilbud, og samtidig formår at skabe et godt og dynamisk fælleskab. Det er enestående. Samtidig viser skolen et flot socialt engagement, som vi virkelig sætter pris på. Vi har også udvidet med en talentlinje på to folkeskoler, hvor 60 unge dyrker deres talent indenfor sang og spil,” sagde Kultur og Fritidsudvalgsformand, Lars Ejby Pedersen. 

I prisen indgår et kunstværk efter eget ønske til en anskaffelsesværdi af 10.000 kr, som er doneret af DR Symfoniorkestrets Musikeres Fond.