Fredericia Teater var fredag aften klædt på til endnu en stor premiere. Fredericia Teater har de seneste år leveret den ene musicalsucces efter den anden med teaterchef Søren Møller i spidsen. Det kan være svært at holde niveauet over længere tid. Et faktum vi kender fra alle kunstarter. Det formåede Fredericia Teater imidlertid til fulde, da de denne aftenen leverede et niveau, der ikke er set siden Klokkeren fra Notre Dame. 

Foto: Søren Malmose

Disneyssamarbejdet har sat Fredericia på det internationale kulturkort, når Fredericia Teaters opsætninger på magisk vis har fortryllet alle teatergængere og sat en helt ny international standard for musical som kunstart og publikumsbegivenhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag var der Verdenspremiere i Fredericia, da Prinsen af Egypten blev opført på engelsk i teaterets rammer i Prinsessegade 29.

Foto: Søren Malmose
Prinsen af Egypten-feberen ramte Fredericia med et brag

The Prince Of Egypt er den kendte historie om Moses og hans bror Ramses, der blev Farao af Egypten, og om et folk, der ændrede dem begge for altid. Om hittebarnet, der blev prins og siden landflygtig for endelig at vende tilbage til Egypten og føre sit folk ud af slaveriet i Egypten og mod det forjættede land Kanaan.

Foto: Søren Malmose

Musicalen blev denne aften leveret med en moderne og banebrydende videoteknologi, som bygger videre på Fredericia Teaters seneste forestillinger. Her kan Fredericia Teater noget ingen andre kan på nuværende tidspunkt. Flere gange måtte teatergængerne klappe af det flotte setup, og kulminationen kom, da Moses skilte vandene, alene den videokunst, som Fredericia Teater leverede her, er værd at besøge Fredericia Teater for. Det virker enkelt, men giver fornemmelsen af at være der selv, og publikum måtte da også rejse sig her.

Det var dog med Diluckshan Jeyaratnam i hovedrollen som Moses, og Moses’ bror, Ramses i dag spillet af amerikaneren Jason Gotay, at det hele tog form. Den kendte Lars Mølsted spiller i øvrigt rollen som Ramses i den danske udgave.

Der blev talt om teatrets successer, inden klokken ringede ind. Kunne man leve op til de tidligere store opsætninger, hvordan ville det fungere på engelsk med et primært dansktalende publikum.

Men da trompeten spillede og Moses blev fundet i floden Nilen af Egyptens Dronning og gjort til prins forandrede livet sig for evigt for ham, men også for broderen Ramses. Det skildres til perfektion i første akt, hvor de to brødres identitetskrise og vej ud af denne, en livsvejs som man kun finder ved at finde sin egen vej er essensen. Moses går ud i ørkenen for at finde sin og for at finde sig selv. Ramses bliver farao, da faderen dør.

Foto: Søren Malmose

Historien kender vi, men Fredericia Teaters fortolkning i skuespil, musik og koreografi er mageløs og eventyrlig. Man bliver høj af musikken, dansene, sammenspillet mellem de to brødre og alle performernes elastiske og synkrone bevægelser, der tryllebinder os til stolen, inden vi sekunder senere kastes fremad til de fantastiske vokalpræstationer og hele salen udbryder med hvin og klapsalver.

Moses finder den ægte frie kærlighed, mens Ramses af respekt for hierarki, arv og alliancer får sin dronning i et arrangeret ægteskab.

Anden akt fortæller historien om Moses skæbne og rolle på jorden; at føre sit folk mod friheden. Igen kan man sige, at vi kender historien, så i stedet vil jeg fokusere på vejen til friheden. Den går gennem sjove, fantasifulde og begejstrende oplevelser i teatersalen. Sangpræstationerne denne aften er på et højt internationalt niveau, som gør, at DreamWorks roligt kan sende Fredericia Teater verden rundt.

Foto: Søren Malmose

Den amerikanske Jason Gotay er også superb i rollen som Ramses, faraoen, der hele tiden kæmper med sin arv og sit eget ønske om frihed, og at gøre det rigtige, men presset fra magthaverne er stort, kærligheden til broren Moses dog større, den mister han aldrig. Den er stærkeste hele vejen, selvom faderen dukker op som den røde engel gentagende gange.

Til sidst må vi fremhæve, Diluckshan Jeyaratnan. Han spiller rollen som Moses på fremragende vis, og hans præstation må få de fleste fredericianske skolebørn med teater og musical i rollen til at drømme om at være ham.

Fredericia Teater har gjort det igen, og det i sig selv er en unik præstation, som fortjener at blive belønnet med seks stjerner.

Om The Prince Of Egypt

Manuskriptforfatteren bag tegnefilmen, den herboende amerikaner Philip LaZebnik, har også skrevet manuskriptet til den nye musical, mens instruktøren er den Stephen Schwartz’ søn, Scott Schwartz, der tidligere har instrueret Broadway-opsætninger som Golda’s Balcony og Jane Eyre.

THE PRINCE OF EGYPT har også fornøjelsen af en verdensstjerne-koreograf i form af Trinidad-canadiske Sean Cheesman, der i løbet af sin karriere har arbejdet med ikoner som Michael og Janet Jackson, Prince og Britney Spears samt koreograferet musicals på West End og i Berlin.

Rolleliste:

  • Moses: Diluckshan Jeyaratnam
  • Ramses (engelsk): Jason Gotay
  • Ramses (dansk): Lars Mølsted
  • Tzipporah: Nadia Abraham
  • Nefertari: Kristine Yde/Sandra Elsfort
  • Miriam: Silke Biranell
  • Jocheved og Ensemble: Samira Alm
  • Dronning Tuya: Anne Fuglsig
  • Aaron: Christoffer Lund Skov
  • Hotep: Søren Bech-Madsen
  • Farao Seti: Mads M. Nielsen
  • Jethro: Runi Lewerissa
  • Unge Miriam: Abigail Baunbæk Wallington/Naomi Victoria Sacara Gulløv
  • Unge Aaron: Mathias Abraham Rasmussen/Theo Brandt
  • Ensemble: Maria Skuladottir, Linda Arunee Charlotte Olufsson, Katrine Jenne, Ernestine Ellen Marie Ruiz, Nadin Reiness, Kristoffer Sass, Julian Thiesgaard Kellerman, Mads Æbeløe, Daniel Trelborg Hansen
  • Ensemble/dansere: Vegard Kristiansen, Rachael Ireson
  • Dansere: Rina Nathalie Esther Hirschorn, Giada Luciani, Gabriel Hyman, Joshua Keith, Jourdan Epstein, Kalon Badenhorst
  • Swings: Katrine Skovbo, Max-Emil Nissen

Det kreative hold

  • Komponist og tekstforfatter: Stephen Schwartz
  • Manuskript: Philip LaZebnik
  • Instruktør: Scott Schwartz
  • Associate Director: J. Scott Lapp
  • Resident Director: Bjørg Gamst
  • Koreograf: Sean Cheesman
  • Kapelmester: Martin Konge
  • Alternerende kapelmester: Thomas Bay
  • Scenograf: Kevin Depinet
  • Lyddesign: Tim Høyer
  • Lysdesign: Mike Billings og Fredericia Teater
  • Musical Supervisor: Dominick Amendum
  • Koreografassistent: Addy Chan
  • Orchestrator: August Eriksmoen
  • Producent: Fredericia Teater