Forside Fredericia Fredericia Teater har underskud på næsten 4 millioner

Fredericia Teater har underskud på næsten 4 millioner

DEL
Foto: Søren Malmose

Fredericia Teater har i det første halvår af 2018 opbygget et underskud, viser regnskabet der i går blev præsenteret for byrådets økonomiudvalg. 

Fredericia Teater har fremsendt budgetopfølgning for 1. halvår 2018 til Økonomiudvalget. Regnskabet for perioden udviser et underskud på 3,753 millioner kroner.

Personaleudgifter er den helt store afviger

Produktionsomkostningerne har vist sig at være markant billigere end budgetteret. Faktisk har man her kunnet spare hele 11.240.000 kroner. Markant anderledes ser det ud for personaleudgifterne, der overskrider budgettet med 16.236.000 kroner.

Underskuddet vil, ifølge Fredericia Teater, blive indhentet ved at reducere i produktionsomkostninger og driftsudgifter i resten af året. De fortæller, at der er blevet truffet de nødvendige dispositioner for at overholde personalebudgettet fremadrettet.

Forventet overskud transformeres til et rundt 0

Årets resultat forventes at være tæt på 0,-, i stedet for det forventede overskud på 1,170 millioner kroner.

Overskridelsen af budgettet pr. 1. halvår 2018 vil, ifølge Fredericia Teater, blive indhentet ved blandt andet ovenstående tiltag og et forventet større antal solgte billetter til forestillingen ”Tarzan”.

Forsalget til ”Klokkeren fra Notre Dame” var 35.000 billetter og til ”Tarzan” er forsalget 3 uger før præmiere på 45.000 billetter.