Det er en mærkelig tid vi lever i, man må gerne gå ud – men man skal egentlig helst blive derhjemme. Hos MIAMI Tøjeksperten har man derfor valgt en anderledes strategi, hvor man hellere end gerne leverer tøjet til kunderne, sammen med spørgsmålet “Er der andet du skal have med fra byen?”. Det har kastet dem ud i en sand lovestorm på facebook.

Sikke en uventet positiv oplevelse”, sådan indleder Jørn Jespersgaard et opslag på hjælpegruppen Corona Take Away Fredericia, der er skabt for at gøre opmærksom på de mange tilbud byens forretninger og restauranter tilbyder.

“I dag havde jeg brug for 2 par bukser og synes at handlen som vanligt, skulle gå til en lokal forhandler. Jeg kontaktede Tøjeksperten i Gothersgade på Messenger, for at høre om de havde det jeg skulle bruge. Der var ingen problemer og de spurgte om bukserne skulle bringes. Øhhh jo tak, det var virkelig god service. Derefter blev jeg spurgt om der var andet de kunne tage med fra byen, f.eks. fra Matas eller Føtex – når de nu alligevel skulle køre. Jeg har aldrig forestillet mig den service i 2020, men der er ingen tvivl om, hvor handlen også foregår i tiden efter Corona”, skriver Jørn, der i skrivende stund er 1.600 likes og 86 delinger. Det vækker glæde hos indehaver af MIAMI Tøjeksperten Ole Mortensen.

“Jeg er glad, helt vildt glad”, lyder det fra Mortensen. “Vi gør det her fordi, at der skal tænkes kreativt i denne tid. Man må gerne gå ud, men vi støtter fuldt op om, at man helst skal blive hjemme. Derfor vil vi gerne levere til kunderne. Det her er en ny måde for os at yde den velkendte MIAMI Tøjeksperten-service”, forklarer han.

Generelt har leveringen af varer taget et nøk op i Fredericia. Der er flere virksomheder der gerne leverer varer – og tillagt disse er virksomheder som eksempelvis Peugeot og Zantio IT der tilbyder deres firmabiler og arbejdskraft til at levere for nogle af byens butikker. Det er meget i den samme ånd, at man hos MIAMI Tøjeksperten derfor også gerne tager varer med for andre.


“Når vi skal levere varer til en kunde, så skal vi jo alligevel ud at køre. Så kan vi ligesåvel tage nogle varer med fra de andre butikker, hvis kunden alligevel står og mangler. Det handler i bund og grund om samfundssind, at vi står sammen for at hjælpe hinanden – for jo mere vi gør det, jo større er chancen for at det her snart er slut”, forklarer Ole ‘MIAMI’ Mortensen.

“Vi er meget overraskede over den tilbagemelding der er kommet på Jørns opslag i gruppen. Det er helt vildt jo. Jeg har meget svært ved at sætte ord på det. Jeg er mest af alt bare glad, glad for at gutterne i butikken har været så kreative. De har på rekordtid fotograferet hele sortimentet og lagt på facebook, så kunderne kan sidde hjemme og finde ud af hvad de skal bruge”, siger Ole og fortsætter:

“Og så er den største tak jo i virkeligheden til byens borgere, der støtter op om byen. Vi mærker en stor kærlighed og opbakning. Folk vil gerne støtte lokalt, og det virker for os med at have varerne på facebook og til levering. I går havde vi en 4-5 ordre den vej ind – og den første i dag er allerede kommet”.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer