“Vi løber selvfølgelig stadig, rundt i byen, hver for sig eller i små grupper. Der er lagt træning op i Facebook forum hver uge, så der er ingen undskyldning for at smide sig på sofaen. Træningen er opdelt, så alle niveauer kan være med – og hurra for det arbejde, det er guld værd,” skriver Fredericia Løbeklub i en meddelelse og fortsætter:

Hvis man skulle finde en historie fra klubben, hvad skulle det så være? Det kunne være hende der startede i klubben og ikke kunne løbe, nu løber hun snildt halvmaraton + mere, eller ham der har trænet helt vildt og løbet flere maraton ALENE her under Corona. Det kunne også være dem der løber trail og lægger de smukkeste billeder op af deres ture rundt i skove og ved søer – og selvom man ikke selv løber trail, så bliver man i godt humør uanset. Der er jo også ultraløberne – det er dem der synes maraton er for tøsedrenge, så løb på 50, 80 ja helt op til 180 km (jeg sagde: Et-hundrede-og-firs km!) i ET stræk er fedt. Ok, de sidste er der ikke mange af. Hvad med dem, som arrangerer klubture hvor løb, fællesskab og hygge er på programmet. Så er der tilflyttere som starter i klubben og finder et fællesskab og netværk i byen. Klubbens trænere og buddyer er også værd at skrive om. Ildsjælene som hjælper ved vores Cannonball løb, og bager kage og sørger for et top-tunet depot til løberne. Historierne er mange, og det er umuligt at vælge bare 1.

Vores klubhus på Vestre Ringvej 100 er låst af, og vi venter spændt på grønt lys for at kunne mødes igen. Når det sker, vil vi naturligvis følge de retningslinjer der bliver givet – men vi glæder os gør vi.

Er du nysgerrig på hvem vi er så tjek Facebook (Fredericia Løbeklub), Instagram (fredericialobeklub) eller på vores hjemmeside (fredericialobeklub.dk). Du kan også bare møde op på nedenstående tidspunkter, vi skal nok tage godt imod dig. Torsdag har vi, udover trænere, også vores buddyer der viser dig rundt og fortæller om klubben.

Fredericia Løbeklub træner fire gange om ugen:

Tirsdag kl. 18.00

Torsdag kl. 18.00 interval træning på alle niveauer med trænere

Lørdag kl. 14.00

Søndag kl. 10.00  – længere ture

På gensyn i Fredericia Løbeklub – så snart vi må.

Skriv et svar