Verdens plasticproduktion er 20-doblet siden 60’erne, og en tredjedel bruges til emballage. Det meste ender i enorme flydende ”plastic-øer”, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Afrika.

Matas i Fredericia Kommune arbejder målrettet på at vende udviklingen ved at genanvende så meget plast som muligt. I alle tre butikker indsamles nemlig emballage fra varer, der er købt i butikkerne, og returplasten bliver herefter anvendt til nye plastprodukter – for eksempel tæpperør og fødderne til trafikkegler.

– Vi er rigtig glade for, at vi med Matas Retursystem kan tilbyde et miljøvenligt alternativ, hvor kunderne kan være sikre på, at den tomme emballage fra deres Matas-produkter bliver genanvendt, siger Mona M. Jørgensen, butikschef i Matas på Gothersgade.

Fredericia Kommunes borgere returnerede 32 kilo plast
Ifølge netop offentliggjorte tal returnerede kunderne i kommunen sidste år 32 kilo brugt plastemballage til Matas, som kommunens tre materialister leverede videre til genanvendelse.

– Vi arbejder på at undgå al unødvendig belastning af miljøet. Derfor sender vi – udover plastemballagen, som vores kunder returnerer – også den emballage, der bruges til at transportere varer til butikken, til genanvendelse, siger Mona M. Jørgensen.

Matas Retursystem er en genbrugsordning. I Matas-butikkerne i Fredericia Kommune er der opstillet returbeholdere, hvori tomme glas- og plastemballager fra varer købt i Matas kan returneres. Matas sørger for, at den returnerede emballage genanvendes – som alternativ til afbrænding og deponering. Matas er foreløbig den eneste detailkæde i kommunen, der tilbyder kunderne denne mulighed.