Fredericia Kommune anerkender, at en servicehund vil kunne afhjælpe situationen for en 46-årig fredericiansk kvinde, der blandt andet lider af angst og PTSD, som gør, at borgeren ikke længere er social og har isoleret sig i hjemmet. Men derfor har man alligevel givet kvinden afslag på, at hun må få en servicehund.

En servicehund, der ikke koster Fredericia Kommune en rød reje, da hunden er blevet stillet gratis til rådighed af Jeanette Larsen, der er indehaver af Specialdogs.dk

Erfaringerne viser, at en servicehund er til stor gavn hos psykisk syge. Hunden leverer tryghed og kan være med til at forhindre, at brugerne isolerer sig i hjemmet. Den 46-årig kvinde har også afprøvet en servicehund, som virkede beroligende på hende, men dette har kommunen valgt at se bort fra, og givet hende afslag i dispensationen til at holde en servicehund. ( Kvinden bor i en bolig, hvor husdyrhold ikke er tilladt ).

I afslaget skriver kommunen:

Det vurderes at en servicehund med sandsynlighed vil kunne afhjælpe din funktionsnedsættelse, men også andre hjælpeforanstaltninger vil kunne afhjælpe din funktionsnedsættelse. Det er oplyst at du allerede er tilknyttet en mentor én time om ugen. Det vurderes, at andre hjælpeforanstaltninger, eksempelvis støtteperson og træning muligvis vil kunne forbedre dine sociale færdigheder og kan afprøves for at skabe tryghed  for at du kan opnå social kontakt og selvstændigt komme rundt og deltage i
aktiviteter i hverdagen.

Den 46-årig kvinde har en lang sygehistorie og været tilknyttet lokalpsykiatrien i flere år. Hun har tilpasningsproblemer, angst og depression. Kvinden skal også i nærmeste fremtid opereres for kræft i nyre.

Kvindens sygehistorie bakkes og af hendes læge, som bekræfter, at kvinden både har store psykiske og fysiske problemer, og at en servicehund med overvejende sandsynlighed vil kunne bedre hendes sociale muligheder og livskvalitet.

En oplysning, som kommunen har valgt at se bort fra.

SIND: Det er et velkendt problem

I Landsforeningen SIND forstår man ikke Fredericia Kommune, at de har givet kvinden afslag på ansøgningen om en servicehund. Særligt, når kommunen ikke skal betale for den.

– Men det er faktisk lige meget, om kommunen skulle betale for servicehunden. Hvis den er til gav for den psykisk syge, så er den jo med til at give en bedre livskvalitet og derved opnå bedre social kontakt med andre mennesker. Men det er faktisk et velkendt problem, at kommunerne giver afslag. De ser jo på servicehunden som et hjælpemiddel, der fysisk skal afhjælpe borgeren – og ikke på den psykiske del, oplyser landsformand Knud Kristensen til Fredericia Avisen.

Det har ikke været muligt for Fredericia Avisen, at få en kommentar fra Fredericia Kommune.