Fredericia Byråd køber Messe C’s bygninger og grund og sikrer dermed, at Fredericia fortsat kan bevare en fremtrædende position som konference- og messeby

Danmarks tredjestørste messecenter Messe C danner hvert år rammen om store messer, konferencer og events, som tiltrækker mange tusinde gæster til Fredericia. Sådan skal det også være på den anden side af Corona. Fredericia Byråd besluttede mandag den 30. november at købe det hårdt ramte Messe C’s bygninger og grund.

En robust kommunekasse muliggør købet på i alt 62,25 mio. kr.

”Det har været afgørende for os at fastholde muligheden for at afholde de store messer og konferencer i Fredericia. Det fremmer erhvervsudviklingen og styrker erhvervsturismen i kommunen. Jeg er derfor glad for, at byrådet har fundet en løsning, hvor vi sikrer, at Fredericia fortsat kan være en stor konference- og messeby”, siger Jacob Bjerregaard, borgmester i Fredericia Kommune.

Messe C er hårdt ramt økonomisk af forsamlingsrestriktionerne under Corona-krisen og med udsigt til konkurs har bestyrelsesformand Jørgen Krab Jørgensen på vegne af bestyrelsen rakt en hånd ud og bedt Fredericia Kommune om hjælp. Direktør for Messe C Grete Højgaard er både taknemmelig, glad og lettet.

”Jeg er både ydmyg og taknemmelig over, at et samlet byråd har besluttet sig for at købe vores grund og bygninger. Det betyder, at Fonden Messe C kan fortsætte sit virke med at udvikle og tiltrække messer, konferencer og events, som vi er sat i verden for. Vi er lige nu gået i Corona dvale, men glæder os til at åbne messecentret 1. februar 2021 og håber, at retningslinjerne er blevet lettet lidt til den tid”, siger Grete Højgaard.

Hvert år lægger omkring 300.000 messe- og konferencegæster vejen forbi Fredericia. Beslutningen er derfor en god nyhed for kommunens hoteller og overnatningssteder, som også kan mærke de mange aflyste konferencer og messer.

”Det er en rigtig god nyhed. Som fyrtårnet inden for erhvervsturisme har Messe C uvurderlig stor betydning for hotellerne i Fredericia. Ved de store messer fyldes samtlige af områdets hoteller med overnattende gæster. Messe C er også med til at brande Fredericia positivt ved at tiltrække gæster”, siger Einar Kring, direktør for Best Western Plus Hotel Fredericia

Messe C’s økonomiske situation har været drøftet i økonomiudvalget ad flere omgange, og i sidste ende endte udvalget med at pege på en løsning, hvor kommunen køber grund og bygninger af Messe C, som efterfølgende kan udlejes til Messe C og andre aktører. 

Bygninger og grund er købt for 62,25 mio. kr., og samtidig er Messe C forpligtet til at tilbagebetale kommunale lån for i alt 18,4 mio. kr.

“Jeg er utrolig glad for, at vi har landet denne aftale i den svære tid. Vi har købt lokaliteterne, og vi indgår en god aftale med MESSEC-Fonden om, at de driver det videre på samme måde som de har gjort til dato. Vores hoteller har virkelig brug for overnattende gæster igen, og i den forbindelse er Messe C alfa og omega. Nu håber vi, at det ser bedre ud til februar, samt at verden forhåbentlig ser ind i 2021 med mere aktivitet,” siger Viceborgmester Susanne Eilersen.

Følg
Notikation om
guest
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Poul Rand
Poul Rand
1 måned siden

Det er ikke en kommunal opgave at drive privat virksomhed, og konkurere med lignende virksomheder, Messe C’s pris kunne, hvis kommunen absolut skulle overtage være markant mindre ved at lade Messe C gå konkurs for derefter at overtage via restgælden. Nu kender vi som udeforstående ikke nøgletallene, men Borgmesteren ligner mere og mere Diktator Mette F. i egenrådig handlinger via sit flertal i økonomiudvalget.

Viggo Stenkjær
Viggo Stenkjær
1 måned siden

Poul Rand . Sikke noget vrøvl synes jeg Der står jo at de folk der er der skal drive stedet videre derfor kan kommunen vel godt eje stedet . Og hvorfor skal statsministeren blandes ind i det det må jo være byrådet , det står der da, som har bestemt det og ikke borgmesteren alene . Jeg mærker nok at du leger bedst inde i blå stue der kan i jo så sætte jer i rundkreds og dele nogle tudekiks og mindes den fagre tid hvor vi havde blå styre her i vores dejlige Fredericia