Partnerskabsaftale skal styrke den tidlige indsats for sårbare gravide og småbørnsfamilier i kommunen

Mødrehjælpens landsdækkende rådgivning Holdepunkt er rykket ud af Mødrehjælpens rådgivningshuse og ind i Fredericia Sundhedshus. Her sidder socialrådgivere hver mandag mellem kl. 10 og 13 klar til at hjælpe og rådgive gravide og forældre med børn i alderen 0-6 år.

Det er sket som en del af partnerskabet, der er et samarbejde mellem Mødrehjælpen, Fredericia Kommune og Mødrehjælpens lokalforening i Fredericia.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

”Mødrehjælpen gør en kæmpe forskel. De bidrager til, at sårbare og udsatte børnefamilier og gravide får den hjælp, som de har behov for. Jeg er glad for, at Holdepunkt er rykket ind på vores sundhedshus, og jeg tror, at de vil komme til at passe rigtig godt sammen med de øvrige rådgivningstilbud, som vi har fået samlet i huset”, siger Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget.

Åbningsreception og underskrivelse af aftale udsat pga. Covid-19
Mødrehjælpen skulle have haft åbningsreception den 16. marts i år, hvor partnerskabsaftalen også skulle skrives under, men på grund af Covid-19 er åbningsreceptionen rykket til en gang i juni måned.

Formålet med det nye partnerskab mellem Fredericia Kommune og Mødrehjælpen er at styrke sårbare gravide og børnefamilier og skabe bedre trivsel hos børn i kommunen gennem forebyggende og helhedsorienterede indsatser. Partnerskabets primære målgruppe er gravide og børnefamilier med børn i alderen 0-6 år, der befinder sig i en sårbar situation og er i risiko for udsathed.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

”Med partnerskabet bruger vi vores fælles kompetencer og erfaringer til at skabe en helhedsorienteret indsats, og øge muligheden for at skabe varige netværk i vores lokalsamfund”, siger Turan Savas, næstformand i Sundhedsudvalget.

Skriv et svar