To runder før turneringens afslutning i Mesterrækken var Fredericia KF’s U14 piger 5 point efter nr. 1 FC Kolding Nord. Bl.a. efter et nederlag på hjemmebane mod netop FC Kolding Nord.
Næstsidste kamp blev vundet med 8-0 over Hedensted, mens FC Kolding Nord spillede uafgjort 2-2 mod Løjt/Åbenrå.
Inden den runde skulle Fredericia KF havde mødt rækkens nr. 1, men kampen blev udsat pga. tordenvejr.
Det betød, at nu blev opgøret en sæsonfinale i stedet, hvor en sejr til Fredericia KF ville give dem 1. pladsen i rækken. Og Fredericia pigerne vandt 1-0.

Derned endte de ni mål bedre end pigerne fra Kolding.

Samme dag havde DBU besluttet, at vinderne af de 4 mesterrækker rykker i bedste række i U15 efter sommerferien.

Dermed er holdet blandt de 16 bedste U15 pigehold Vest for Storebælt.

De gode resultater i turneringen betød så, at Fredericia pigerne skulle spille semifinale om det Jyske Mesterskab.

Kampen mod Næsbjerg  blev vundet med 4-0 og dermed skulle holdet spille finale mod Fortuna Randers.

I finalen spillede Fredericia pigerne i perioder rundt med Randers pigerne, og pigerne kunne fuldt fortjent forlade banen med en 2-0 sejr, og dermed tage den store pokal med hjem til Fredericia.

– Efter kampen fik Fredericia pigerne stor ros af DBU’s repræsentant for sammenhængen mellem kæderne og deres genpres.  Som han sagde: Mange vil gerne lave genpres, men i formåede at gøre det, udtaler Lars Gjeding Eriksen på vegne af Fredericia KF.

En rigtig flot afslutning på et forår, som også gav en flot 2. plads i U15 rækken i Danmarks største pigestævne Madsby Cup.

Det er værd at bruge nogle timer efter sommerferien på at se pigernes kampe, når de skal spille med i årgangens fineste selskab.

Info
Kvindefodbold samarbejde under navn Fredericia KF mellem byens klubber Erritsø GIF Fodbold (EGIF), Fredericia KFUM (KFUM), Taulov/Skærbæk IF (TSIF) og Bredstrup Pjedsted Idrætsforening (BPI).