Lige for tiden har Fredericia KF ikke holdtræning som følge af forsamlingsloftet på fem. Det er umuligt at gennemføre noget, fortæller klubbens sportschef Jess Petersen, der til gengæld ser frem til forårssæsonen, hvor Fredericia KF’s Kvindeseriehold skal etablere sig.

Alt breddesport ligger stille for tiden. Det gælder således også for Fredericia KF, der er underlagt regeringens restriktioner med forsamlingsloftet på fem personer. Foreløbigt gælder det frem til d. 17. januar, og håbet i Fredericia KF er, at restriktionerne bliver lempet så de kan komme på græs for første gang i 2021.

»Vi glæder os til foråret, hvor vi med vores bedste seniorhold er rykket op i Kvindeserien og skal etablere sig. Vi er glade for, at vores Serie 1-hold i efteråret sikrede sig overlevelse, og så er planen, at vi starter et Serie 2-hold op. Vi har fortsat vores U14 liga 1-hold (den bedste række, red.), og det er et hold, som vi glæder os til at følge. I de yngre årgange på U10 og U11 har vi et fortsat godt samarbejde mellem Trelde og EGIF,« siger Jess Petersen, som ikke kan se træningen gå igang så længe, at man kun må samles fem personer:

»Det er meget begrænset, hvad man kan lave fem spillere. Det kunne gå, da man kun måtte samles ti, men det er også minimum for at vi kan gennemføre noget organiseret træning,« fortæller han.

Foruden, forhåbentligt lysere tider for breddesporten, er der gang i flere ting i kulisserne i Fredericia KF. Blandt andet har holdet indgået en sponsoraftale med Nybolig, og derudover kom det med i sidste års budgetforhandlinger, at der opføres en kunstgræsbane i området ved Monjasa Park. Den er primært tiltænkt kvinde- og pigefodbolden, men planen er, at også Fredericia Eliteidræt, FC Fredericia og udefrakommende gæster skal benytte sig af den.

»Inden budget2021 havde vi en god snak med formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Susanne Mørck (A). Vi fremlagde et forslag om en kunstgræsbane, og vi havde ikke regnet med, at det ville komme igennem før om et par år, men vi fik den allerede nu og det er glædeligt. Der er mangel på plads i både KFUM og EGIF, hvor moderklubberne foruden os har deres ungdoms- og seniorafdeling og der er derfor pladsmangel,« siger Jess Petersen og fortsætter:

»En anden fordel er, at vi selv kan bestemme træningstiderne så vi kan skabe mere fællesskab mellem vores hold, fordi man så kan træne ved siden af hinanden,« slutter Jess Petersen.

I alt er der afsat 4,5 millioner kroner i budgettet til den nye kunstgræsbane, der vil blive Fredericias fjerde 11 mandskunstgræsbane. De tre øvrige baner ligger i EGIF, Madsby og KFUM. Derudover er der to mindre fleksbaner i Trelde og Taulov.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer