Forside Fredericia Fredericia KF gjorde rent bord på Monjasa Park

Fredericia KF gjorde rent bord på Monjasa Park

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Der blev igen fløjet op til fodbold på Monjasa Park, hvor Fredericia KF havde tre kampe på programmet. Dannebrog var hejst, grillen blev tændt og græsset imponerede spillerne, igen blev der sagt: “Skal vi spille på stadion, wow”. Det er ved at blive en tradition med Fredericia KF på byens stadion.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Første kamp på programmet kl.10.00 var Fredericia KF mod Nr. Bjært/Strandhuse IF. Det blev en nervepirrende kamp med hele fire mål indenfor de første 11 minutter, heraf et mål af Fredericias nummer 9. Katrine Kristensen. Herefter var der stillingskrig og hård fight mellem de to hold. Det blev også 3-2 ved Katrine Kristensen, inden Nr. Bjært/Strandhuse IF udlignede med et hattrick. Et hattrick kunne Katrine Kristensen scorede til 4-3.

Katrine Kristensen fra Fredericia KF blev kampens spiller.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Til kamp nummer to var det Fredericia KFs U15, der tog imod Haderslev. En kamp, hvor udeholdet var favoritter, men hjemmeholdet endte med en sejr på 1-0 og målmanden klarede straffe.

Dagens sidste kamp stod mellem Fredericia KF og ASA Aarhus i Jyllandsserien.

Fredericia KF bragte sig foran 1-0 efter 17 minutters spil på et fremragende mål, efter et flot indlæg, hvor Vibe Hansen kom forrest i duellen med to spillere, og satte bolden i nettet. Her var det ellers udeholdet fra ASA Aarhus som var startet bedst.

2-0 blev det i anden halvleg, da Marlene Rodriguez driblede sig fri og skød bolden ind. Hele 3-0 blev det ved Ninna Lauridsen som loppede bolden flot over ASA Aarhus’ målmand.

Efter 90 minutters spil kunne hjemmeholdet synge sejren ind og forlade banen med tre point mere på kontoen.

Endnu et vellykket arrangement på Monjasa Park, hvor de frivillige gav den en skalle og fik det hele til at klappe. Godt 450 tilskuere gæstede kampene. Godt gået, Fredericia KF!

DEL