Efter en ufrivillig pause på ca. 6 måneder inviterer Fredericia Jazzklub igen til frokostjazz lørdag den 5. september fra kl. 12 i Tøjhuset, hvor jazzen bliver leveret af Jazz Delux.

Musikerne i Jazz Delux har hver for sig en mangeårig karriere på de danske jazzscener. Gennem årene har musikerne i bandet haft lejlighed til sporadisk at optræde sammen i forskellige konstellationer, bl.a. på tournéer rundt i Europa.

Oplevelsen af at udfordre og supplere hinanden på det musikalske område, sammenholdt med en god kemi krydret med en fælles opfattelse af god ”musikerhumor”, danner grundlaget for bandet. Det er derfor altid en fornøjelse og glæde at nyde jazz fra Jazz Delux.

Bandet er et jazzband med stor erfaring. Med en bundsolid rytmegruppe og to ”horn til kaffen” kan det ikke gå galt. Jazz Delux borger for letfordøjelig og glad jazz, der når helt ned til den bagerste række.

Jazz Delux er kendetegnet ved tæt og god kontakt til publikum. Kontakten mellem musikere og publikum er opskriften på en god koncertoplevelse for begge parter. Jazzklubben lover, at man kan se frem til en dejlig eftermiddag med traditionel jazz og god stemning.

Besætningen består af Per Vindum på trompet og vokal, Peter Bjerrum på trommer, Jørgen Skovhøj på bas, Finn Kjær Andersen på klaver samt Hans Mydtskov på saxofon.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer